Syd- og Sønderjyllands Politi er opbygget omkring otte lokalpolitistationer.
Lokalpolitistationerne er placeret i Esbjerg, Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, og Aabenraa. Derudover er grænseafdelingen placeret i Padborg. Esbjerg er hovedstationen i Syd- og Sønderjyllands politikreds. Politikredsen omfatter i alt otte kommuner, nemlig Esbjerg, Fanø, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa. Der bor ca. 443.000 borgere i kredsen.
Antallet af medarbejdere i Syd- og Sønderjyllands Politi er p.t. ca. 950. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.
En stor del af de centrale funktioner er samlet i Esbjerg. Det betyder, at den øverste ledelse, anklagemyndigheden, den centrale administration og de centrale politiafdelinger, herunder stab, analyse, specialafdelinger indenfor efterforskning og andre specialfunktioner er samlet i Esbjerg.
Den fælles vagtcentral i Esbjerg styrer i døgndrift samtlige politimæssige opgaver i politikredsen. Fra vagtcentralen er det muligt at have overblik over aktiviteterne i hele kredsen, og hermed kan der til direkte gavn for borgerne hurtigt og præcist indsættes politi, hvor der er behov.
Ledelse og organisering af politikredsen
Administration
Overordnet ansvarlig for politikredsens administrative område er vicepolitidirektøren, der tillige er stedfortræder for politidirektøren.
Vicepolitidirektøren leder politikredsens overordnede administration i forhold til budgettering, personale, regnskab, IT, indkøbsaftaler, intern service osv. Vicepolitidirektøren bistår politidirektøren med at tilrettelægge og gennemføre den løbende budgetstyring og resultatopfølgning med henblik på at sikre, at budgetterne overholdes, og at de mål- og resultatkrav, som fastsættes af Rigspolitichefen og Rigsadvokaten, indfries og afrapporteres samlet for politikredsen. Hertil kommer de personaleadministrative opgaver.
Det administrative område er organiseret i tre afdelinger, som ledes af afdelingsledere, der alle refererer til vicepolitidirektøren:
- Ledelsessekretariatet
- Personaleafdelingen
- Økonomiafdelingen
Politi
Politienheden ledes af chefpolitiinspektøren. Tre linjechefer samt lederen af central planlægnings- og analyseenhed refererer til chefpolitiinspektøren. Afdelingerne er organiseret således:
- Lokalpolitiet
- Beredskabet
- Efterforskning
- Strategisk og Operativ Plan og Analyse
Lokalpolitiet
Til lokalpolitiet hører otte lokalpolitistationer:
- Esbjerg (døgnåben)
- Haderslev
- Ribe
- Sønderborg
|
- Tønder
- Varde
- Vejen
- Aabenraa (døgnåben)
|
Der findes nærpolitistationer i:
|
Bramming
Esbjerg City
Esbjerg Nord
Esbjerg Øst
Gram |
Gråsten
Nordborg
Padborg
Vejen
Vojens |
Der findes landpolitistationer i:
|
Bredebro
Broager
Brørup
Fanø
Holsted
Højer
Løgumkloster
Nr. Nebel
Oksbøl |
Rødding
Rødekro
Rømø
Skærbæk
Tinglev
Toftlund
Ølgod
Årre |
Beredskabet
Til beredskabet hører bl.a.:
- Vagtcentralen
- Færdselsafdelingen
- Beredskab Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Aabenraa
Færdselsafdelingen er placeret i henholdsvis Esbjerg og Haderslev.
Der er placeret 2 hundeafdelinger i kredsen, henholdsvis i Esbjerg og Aabenraa.
Efterforskning
Efterforskningsafdelingen er opdelt i 3 sektioner:
- Organiseret kriminalitet
- Personfarlig kriminalitet
- Grænsepolitiafdelingen (Udlændinge Kontrol Afdeling = UKA)
Anklagemyndighed
Anklagemyndigheden består af fem advokaturer, der hver ledes af en politiadvokat. Politiadvokaterne refererer til chefanklageren.
De fem advokaturer er specialist på hvert sit område:
- Personfarlig kriminalitet
- Organiseret kriminalitet
- Økonomisk kriminalitet
- Særlovssager og legalitetssikring
- Særlige sager
Et politiadvokatur behandler endvidere almindelige sager fra en eller flere lokalpolitistationer.
Anklagemyndigheden indeholder endvidere et administrativt team og et politianklagerteam.