Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Opfordring: Chipmærk din hund!

Chipmærk din hund ellers gør vi – næste gang den strejfer herreløs om, lyder det nu fra Københavns Vestegns Politi.

Opfordringen kommer, fordi mange hundeejere på trods af lovkrav ikke lader deres kæledyr mærke og registrere.

- Vi har begrænsede muligheder for at identificere rette ejer til en omstrejfende hund uden chip eller øremærke, siger Claus Bardeleben, leder af politisekretariatet hos Københavns Vestegns Politi.

Politiet vil derfor nu udnytte en bestemmelse i hundeloven, som giver mulighed for at lade indbragte, umærkede hunde chippe og registrere for ejers regning. Håbet er, at det nye tiltag vil få flere hundeejere til at mærke deres kæledyr som lovpligtigt.

- Chipmærkning er en god investering. Hidtil er umærkede hunde røget på dyreinternat på ejers regning, og det i sig selv er en bekostelig affære, fortsætter Claus Bardeleben.

Hundeejere, som ønsker at lade deres hunde mærke og registrere, kan få det gjort hos dyrlægen.

Københavns Vestegns Politi behandler cirka 600 sager om året om omstrejfende, herreløse hunde.

Det har siden 1992 været lovpligtigt at mærke og registrere hunde født efter den 1. januar 1993. Siden den 1. juli 1993 har politiet haft mulighed for at lade hunde mærke og registrere for besidders regning.

 



 

Senest opdateret: 3. marts 2010



Pressekontakt



Leder af politisekretariatet, Københavns Vestegns Politi
Claus Bardeleben
Mobil 7258 7321

Hundeloven


Lovbekendtgørelse nr.259 af 12-04-2005.


Jf. § 1, stk. 1 : Besidderen af en hund skal sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret, samt bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn og adresse.

§ 1, stk. 3: Politiet kan lade en hund mærke og registrere for besidderens regning, hvis hunden i strid med stk. 1 ikke er mærket og registreret.

§ 3. I byer og områder med bymæssig bebyggelse er det forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem.(5)  En hund anses ikke for at være under ledsagelse, fordi den er under tilsyn fra besidderens bolig eller forretningslokale. Føres hunde i bånd, skal dette være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Såfremt hunde på de nævnte steder færdes løse uden at være i følge med en person, der har fuldt herredømme over dem, lader politiet dem optage og underretter besidderen.(6)  Er hunden ikke mærket og registreret, fremlyses den. Det gælder dog ikke, såfremt hunden bærer skilt som nævnt i § 1, stk. 1. Hvis besidderen ikke inden 3 døgn efter, at underretning eller fremlysning har fundet sted, indløser hunden ved at betale de udgifter, som optagelsen har medført, kan politiet afhænde hunden eller lade den aflive. Et eventuelt overskud ved afhændelsen tilfalder ejeren, hvis han melder sig inden 3 måneder og godtgør sin ret, og ellers statskassen.(7)  Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afhændelse af optagne hunde.(8)

Stk. 4. Uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse påhviler det besidderen af en hund at drage omsorg for, at den ikke strejfer om.(11)


 

 
Udskrevet d.
09-02-2012