Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Dømt for at true politifolk med pistol

En 36-årig kvinde fra Brøndby er idømt fem måneders betinget fængsel for at sigte med en pistol på to politibetjente fra Københavns Vestegns Politi

En episode kunne være endt fatalt, hvis ikke to betjente fra Københavns Vestegns Politi havde holdt hovedet helt koldt.
 
Den 13. maj 2009 kl. 03.29 modtog Københavns Vestegns Politis Vagtcentral et alarmopkald om skyderi ved et hus på Hedegårds Allé i Brøndby.
 
To uniformerede betjente var hurtigt fremme på adressen, hvor de åbnede hoveddøren og råbte, at det var politiet. En person trådte pludselig frem i halvmørket i huset og sigtede direkte på betjentene med en stor sort pistol med påmonteret, tændt lygte.
 
Med skudanmeldelsen i baghovedet trak betjentene deres tjenestevåben og rettede dem mod vedkommende, som heldigvis besindede sig og lagde pistolen.
 
Det viste sig efterfølgende, at det var husets beboer, en 36-årig kvinde, som havde truet med en splatterpistol.
 
I mandags den 8. marts blev kvinden idømt fem måneders betinget fængsel for trussel mod tjenestemand ved Retten i Glostrup. Hun blev desuden dømt for falsk anmeldelse, fordi retten lagde til grund, at hun selv havde foretaget det forudgående alarmopkald til politiet. Retten fastsatte en prøvetid på to år, hvor hun blandt andet skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen og underkaste sig behandling mod alkoholmisbrug. 
 
Domfældte modtog dommen.

Senest opdateret: 10. marts 2010



Pressekontakt  

  

Anklager Helle Giersing
mobil 72 58 73 65
 
Udskrevet d.
09-02-2012