Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Nye oplysninger om Loomis-røveri

Københavns Vestegns Politi frigiver nye oplysninger og fotos i sagen om Danmarks største røveri til dato - Loomis-røveriet.

Der er nu flere oplysninger og fotos fra efterforskningen af røveriet mod værdihåndteringsfirmaet Loomis i Glostrup. Røveriet fandt sted tirsdag den 1. april 2008 kl. 03.32. Udbyttet blev senere opgjort til ca. 62 mio. kr. - det største røveriudbytte i Danmark til dato.

Røverne brugte ved selve røveriet en stor entreprenørmaskine til at bryde hul direkte ind til Loomis boksrum, hvor pengene blev opbevaret. Det betyder, at røverne formentlig har haft et forhåndskendskab til virksomhedens indretning. Ingen af de stjålne pengekassetter eller værdiposer er siden dukket op.

Politiet mener, at fem eller seks personer har været direkte involveret i røveriet, mens et ukendt antal har hjulpet til på sidelinien. Røverne var maskerede og iført mørke kedeldragter. En del spor fra røveriet peger mod Sverige, hvorfor politiet har indledt et tæt samarbejde med politiet i Malmø og Stockholm.

Røveriet
Røveriet mod værdihåndteringsfirmaet Loomis fandt sted tirsdag den 1. april 2008 kl. 03.32 på Sydvestvej 98 i Glostrup. Udbyttet blev senere opgjort til ca. 62 mio. kr. Røverne brugte en stor entreprenørmaskine - en teleskoplæsser stjålet med rette nøgle en halv time før røveriet - til at bryde hul i virksomhedens mur. Hullet blev brudt præcis, hvor Loomis har indrettet et boksrum til opbevaring af meget store pengebeløb.

Mindst to røvere kravlede ind gennem hullet og slæbte pengebokse og -kassetter fra boksrummet ud samme vej. Udenfor læssede øvrige gerningsmænd bokse og kassetter ind i flere biler, mens andre igen stod ”vagt” bevæbnet med rifler - muligvis automatvåben af typen AK-47.
 
Flugt fra gerningsstedet
Skydevåben pegede ud af vinduerne, da røverne flygtede i to mørke Audi-stationcars med udenlandske nummerplader ad Sydvestvej og forsvandt mod øst. 
 
Røverne havde på forhånd strøet partisansøm ved tilkørselsvejene til Loomis samt efterlod en brændende scootermotorcykel ved gerningsstedet - formentlig for at forsinke politiets udrykning. Nok med samme formål var der placeret to tasker med bombeattrapper ved Politigården i København. 

Efter Loomis havde slået alarm, fandt politiet en hjemmelavet sprængladning ved hullet i muren. Forsvarets Ammunitionstjeneste tog sig af sprængladningen, mens togtrafikken på den nærliggende Glostrup S-togsstation blev holdt tilbage af sikkerhedsmæssige årsager.
 
Fund af flugtbiler og scootermotorcykel
Senere på dagen for røveriet blev de to flugtbiler (Audi’er) fundet - den ene på et grønt område ved Mågevej i Hvidovre, den anden på Søhesten 14 ved Ishøj Havn. I dem fandt politiet blandt andet sprængstof, partisansøm og forskelligt værktøj.

De to biler - en Audi S4 og en RS6 - blev stjålet i Stockholm tre til fire måneder forud for røveriet. I begge tilfælde blev ejerne truet med pistol til at aflevere bil og nøgle. 

Den ene Audi var ved fundet i Danmark påmonteret polske nummerplader – GD 5001F – stjålet i Malmø aftenen før (31. marts 2008). Den anden havde tyske prøvenummerplader – ES 04321 – på fra 2004.

Politiet har efterfølgende fundet ud af, at bilerne krydsede Øresundsbroen fra Sverige til Danmark henholdsvis eftermiddagen og aftenen før røveriet (31. marts 2008).

Den brændte scootermotorcykel, som blev efterladt af røverne ved Loomis, er af mærket Gilera Runner 180. Den blev stjålet nær Stockholm ca. et halvt år før røveriet. 
 
Efterforskning af røveriet
Københavns Vestegns Politi har efter røveriet indledt en omfattende efterforskning med støtte fra Rigspolitiet.

På baggrund af at en del spor fra røveriet peger mod Sverige, foregår efterforskningen i samarbejde med svensk politi i Malmø og Stockholm. 
 
Efterlysning landsdækkende svensk tv
I aften (24. september 2008) bringer en landsdækkende svensk tv-kanal en efterlysning, der opfordrer den svenske befolkning til at henvende sig med oplysninger om:

• De to Audi’er, som blev stjålet ved Stockholm november og december måned 2007, og må være opbevaret et sted - formentligt i samme område

• Gilera-motorcyklen, som blev stjålet ved Stockholm i september 2007, og formentlig har været gemt i samme område

• 35 pengekassetter og en del værdiposer, som blev fjernet ved røveriet og siden ikke er fundet

• Partisansøm, som formentlig er lavet et sted i Stockholm-området


Loomis udlover dusør
Der er i sagen udlovet en dusør på 250.000 Euro af Loomis. Dusøren administreres af Københavns Vestegns Politi i samråd med Loomis.


Flere oplysninger og fotos fra efterforskningen


Teleskoplæsseren

Teleskoplæsseren blev stjålet fra en byggeplads i nærheden af gerningsstedet med den rigtige nøgle ca. kl. 03:00. Den blev herefter kørt ca. 1 kilometer til gerningsstedet, hvor blev brugt til at bryde hul i muren.

FOTOS: Teleskoplæsser og oversigtsfoto over ruten til Loomis:

Grafik med teleskoplæssers rute

Foto af teleskoplæsser ved indgangshul

Foto af teleskoplæsser


Indgangshul

Røverne slog hul i muren, hvor boksrummet er placeret, hvilket tyder på forhåndskendskab til stedets indretning.

FOTOS af indgangshul udefra og indefra:

Foto af indgangshul til Loomis

Foto af indgangshul til Loomis

Foto af indgangshullet til Loomis

Foto inde i Loomis


Røverne
Politiet mener, at fem eller seks personer deltog i selve Loomis-røveriet. De er beskrevet som sydlandsk af udseende. Derudover har der været et antal hjælpere. Røverne var maskerede og iført mørke kedeldragter.


Se videooptagelse af røveriet her


Pengene

Det stjålne beløb er opgjort til ca. 62 mio. kr. Heraf mindre beløb i svenske og norske kroner samt US-dollars og Euro. Pengene lå i kassetter og poser.

FOTOS kassetter og værdipose: 

Foto af kasser til pengekassetter


Foto af kassette og pose til penge

Foto af pengekassette


Sprængladning
Nær hullet i muren blev der fundet en hjemmelavet men særdeles professionel bombe. Den bestod af ca. to kilo plastisk sprængstof af gullig substans, en gul og grøn sprængsnor, tre detonatorer samt to plasticbeholdere omviklet med ledninger.

FOTO sprængladning:

Foto af sprængladning


Partisansøm
Der var spredt partisansøm ved tilkørselsvejene til værdihåndteringsfirmaet, hvilket punkterede flere politipatruljer på vej til stedet. Ifølge vidner er sømmene sandsynligvis spredt før røveriet.

FOTOS partisansøm og oversigtsfoto over, hvor sømmene blev spredt ud:

Foto af partisansøm i glaskrukker


Grafik med oversigt over spredning af partisansøm


Afbrændt scootermotorcykel
Motorcyklen efterladt med ild i ved Loomis er en Gilera Runner 180, stjålet i perioden fra den 8 - 14. september 2007 i Mörbylund nær Stockholm.

FOTO af afbrændt scootermotorcykel:

Foto af afbrændt scootermotorcykel


Audi fundet ved Mågevej, Hvidovre
Samme morgen som røveriet blev der fundet en sort Audi-stationcar S6 4,2 Avant (V8) halvvejs kørt ud i en å - og efterladt med nøglen i.

I bilen blev der fundet en blåternet nylonpose (en tilsvarende blev fundet ved Loomis) og en mellemblå plastspand. Her lå desuden en gul vinkelsliber/diamantskærer af mærket Partner K950, som er stjålet fra det svenske vejvæsen ved et vejarbejde. Et såleaftryk afsat på instrumentbrættet er siket som bevis.

Bilen var påsat tyske prøvenummerplader, som var udleveret i august måned i 2004 i Eslingen/Stuttgart i Sydtyskland. 

Audi'en var oprindelig stjålet tre og en halv måned tidligere - den 11. december 2007 kl. 20.30 i Stockholm. To gerningsmænd i tyverne, der talte svensk med udenlandsk, muligvis mellemøstlig accent, truede ejeren med en pistol til at aflevere bil og nøgler.

Bilen kørte fra Sverige til Danmark dagen før røveriet (den 31. marts 2008) om eftermiddagen.

FOTOS af den fundne flugtbil og oversigtsfoto over, hvor bilen blev fundet:

Grafik med findested på Mågevej

Foto af Audi på Mågevej

Foto af Audi på Mågevej


Audi fundet på Ishøj Havn 
Om formiddagen på dagen for røveriet blev der fundet en mørkegrå Audi-stationcar RS 6på Søstjernen 14.

Ved bilen blev der blandt andet fundet glas fra IKEA med partisansøm lavet af armeringsjern, sprængstof, en hjelm og forskelligt værktøj.

Bilen var påsat polske nummerplader, som var stjålet mellem kl. 18.00 og 22.30 aftenen før røveriet i Malmø.

Den blev stjålet fire måneder tidligere - den 30. november 2007 kl. 1830 i Stockholm. To gerningsmænd holdt pistoler for ejerenes, en mand og en kvindes hoveder og truede sig til bilnøglerne. Gerningsmændene var 18-20 år, af mellemøstligt udseende, og talte svensk med accent.

Bilen kørte fra Sverige til Danmark den 31. marts 2008 sent om aftenen.

FOTOS af Ishøj Havn og flugtbil:

Grafik over Ishøj Havn

Foto forfra af Audi på Ishøj Havn

Foto af Audi fundet på Ishøj Havn

Foto af kabinen til Audi på Ishøj Havn

Bombeattrap ved Politigården i København
En halv time før røveriet - kl. 03:01 - blev der placeret to tasker/kufferter med bombeattrapper ved Københavns Politigård. I taskerne lå blandt andet en knust IKEA-lampe, en Audi-nakkestøtte, ledninger og et SIM-kort til et svensk mobiltelefonnummer i Göteborg-området. Politiet formoder, at bombeattrapperne er placeret for at forsinke politiets udrykning til Loomis.

Senest opdateret: 24. september 2008



 
Udskrevet d.
24-05-2012