Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Referat af kredsrådsmøde i Københavns Vestegns Politikreds den 26. maj 2011

Københavns Vestegns Politi har holdt kredsrådsmøde den 26 maj 2011 med følgende dagsorden.


Til stede:
Politidirektør Kim Christiansen
Borgmester Steen Christiansen, Albertslund Kommune
Borgmester Ove E. Dalsgaard, Ballerup Kommune
Borgmester Ib Terp, Brøndby Kommune
Borgmester Karin Søjberg Holst, Gladsaxe Kommune
Borgmester Kjeld Hansen, Herlev Kommune
Borgmester Milton Graff Pedersen, Hvidovre Kommune
Byrådsmedlem Merete Scheelsbeck, Høje-Taastrup Kommune
Borgmester Ole Bjørstorp, Ishøj Kommune
Borgmester Erik Nielsen, Rødovre Kommune
Borgmester Henrik Rasmussen, Vallensbæk Kommune
Vicepolitidirektør Torben Jessen
Chefpolitiinspektør Ib Meng
Politiinspektør Jørn Kjer

Referent: Sekretariatschef Susanne Bæk Nielsen

Afbud : Borgmester John Engelhardt, Glostrup Kommune og Borgmester Michael Ziegler, Høje-Taastrup Kommune.

Københavns Vestegns Politi har holdt kredsrådsmøde den 26. maj 2011 med følgende dagsorden:

1. Godkendelse af dagsorden
2. Godkendelse af referat fra seneste kredsrådsmøde
3. Indlæg fra Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende koordineret samarbejde om God Løsladelse, SSP, KSP og ungesamråd
4. Status for PSP-samarbejdet
5. Fælles exitprogram for bande- og rockermedlemmer
6. Orientering om Københavns Vestegns Politi
7. Orientering om og fra lokalrådene
8. Orientering om færdselsindsatsen og arbejdet i trafiksikkerhedsrådet i øvrigt
9. Orientering om kriminalitetsudviklingen
10. Eventuelt


Torben Jessen indledte mødet med at byde velkommen til Kim Christiansen, der tiltræder som politidirektør for Københavns Vestegns Politi den 1. juni 2011.

Ad punkt 1)
Dagsordenen blev godkendt.

Ad punkt 2)
Referatet blev godkendt.

Ad punkt 3)
Direktoratet for Kriminalforsorgen ved Hannah Hagerup og Jan Førde samt repræsentant for Kriminalforsorgen i Frihed, Afdeling Vestegnen Freddy Asmussen orienterede om God Løsladelse, herunder mulighederne for at indgå samarbejdsaftaler mellem de enkelte kommuner og kriminalforsorgen.

God løsladelse omfatter personer, der afsoner fængselsdomme på fire måneder og derover. Samarbejdsaftalens formål er især at få klarlagt, hvem i kommunen, der er kontaktperson, når der skal ske løsladelse og derigennem håndtere evt. problemstillinger.

Kriminalforsorgen ser gerne, at ordningen også udvides til at omfatte f.eks. løsladte efter varetægtsfængsling.

Indtil videre har kriminalforsorgen indgået samarbejdsaftaler med otte kommuner, yderligere fem kommuner er på vej. Målet for 2011 er at indgå i alt 20 aftaler om God Løsladelse.

Kjeld Hansen udtrykte bekymring for kommunernes evne til at leve op til kriminalforsorgens forventninger og pointerede vigtigheden af, at der er klare linjer for hvilke opgaver, der er kriminalforsorgens og hvilke opgaver, der er kommunernes. Et akut problem er ofte anskaffelse af bolig, men det er ikke et kommunalt problem.

Ove E. Dalsgaard gav udtryk for, at kriminalforsorgens praksis med mange løsladelser om fredagen er særdeles uhensigtsmæssig for kommunerne.

Karin Søjberg Holst gav udtryk for, at kommunen i forvejen har et godt samarbejde med kriminalforsorgen og efterlyste yderligere oplysninger om, hvad samarbejdsaftalen nærmere skal indeholde.

Kriminalforsorgens repræsentanter oplyste, at uhensigtsmæssige tidspunkter for løsladelse bl.a. kan løses i en samarbejdsaftale, men at aftalen i øvrigt ofte blot vil består af kontaktoplysninger på de personer, som kriminalforsorgen kan rette henvendelse til i forbindelse med forberedelse af løsladelse for den enkelte strafafsoner.

Det blev aftalt, at Direktoratet for Kriminalforsorgen retter direkte henvendelse til de enkelte kommuner i relation til indgåelse af eventuelle samarbejdsplaner.

I relation til KSP-samarbejde (Kriminalforsorgen, de sociale myndigheder og politiet) blev det oplyst, at Direktoratet for Kriminalforsorgen netop har modtaget vejledning fra Justitsministeriet. Ansvaret for at etablere samarbejdet ligger i Kriminalforsorgen i Frihed, som vil varetage sekretariatsfunktionen, og det er forventningen, at samarbejdet i denne relation kan hæftes på de øvrige samarbejder mellem de involverede parter.

Freddy Asmussen, Kriminalforsorgen i Frihed, Afdeling Vestegnen, efterlyste entydige indgange i kommunerne m.h.t. koordinering af handleplaner og oplyste, at hans medarbejdere er meget motiveret for at indgå i det kommende samarbejde.

Ad punkt 4)
Ib Meng orienterede om temadagen vedrørende evaluering af PSP-samarbejdet.

Konklusionen er, at samarbejdet allerede er en succes, og at organiseringen af samarbejdet virker. Der var enighed om, at Kriminalforsorgen i Frihed skal med i samarbejdet i relation til de behandlingsdømte.

Tilbagemeldingerne fra handlegruppernes egen selvevaluering er særdeles positive. Det har været en stor fordel at have disse personlige fora.

Det blev aftalt, at der igen til næste år vil blive afholdt en temadag med henblik på evaluering af samarbejdet.

Ad punkt 5)
Torben Jessen oplyste, at der er iværksat et initiativ vedr. etablering af exit-programmer til bande- og rockermedlemmer, der ønsker at komme ud af miljøet. I den anledning har kredsrådets medlemmer modtaget et forslag til, hvorledes et fælles exitprogram kan etableres.

Jørn Kjer oplyste, at det udsendte forslag er en beskrivelse af en proces for etablering af et lokalt exitprogram. Det vurderes, at det vil være en styrke at have en samlet enhed for hele politikredsen.

Det er politiets opfattelse, at der er behov for et lokalt exitprogram, allerede fordi der p.t. bor mere end 200 bande- og rockermedlemmer i politikredsen.

Jf. forslaget skal der sammensættes en gruppe, der har forudsætninger for en professionel visitering, afklaring og beskrivelse af de relevante personer, og som dermed kan identificere et behov og derefter rette henvendelse til den konkrete kommune, der sammen med politiet udarbejder en kontrakt.

Der var enighed om, at det er en god ide at udarbejde et exitprogram, men at den fremlagte model er for tung en proces. Der er behov for en mere smidig model, således at omdrejningspunktet i kommunerne eksempelvis er en fast kontaktperson på et vist niveau.

Det blev besluttet at etablere en netværksbaseret exitmodel, hvori indgår medarbejdere med særlige forudsætninger på området, der kan kontaktes i den konkrete situation.

Det er forventningen, at der vil være få sager på årsbasis.

Ad punkt 6)
Torben Jessen oplyste, at det på det sidste kredsrådsmøde blev nævnt, at vi kunne arrangere et orienteringsmøde om PLOV for borgmestre m.v.

Det blev besluttet, at politiet indkalder til et møde en formiddag i oktober 2011.

Torben Jessen oplyste i relation til effektiviseringsprocessen, at dansk politi skal effektivisere svarende til ca. 500 millioner kr. over de næste 3-4 år. Tilrettelæggelsen af processen er godt i gang. Effektiviseringspotentialet er allerede delvist indregnet i 2011-bevillingen; i emnerne indgår bl.a. uniformer, køretøjer, indkøb, facility management, intern HR, intern IT. Udrulning i kredsene er begyndt på flere områder.

Den nye politiuddannelse skal være en bacheloruddannelse. Rekrutteringsmæssigt er der indtil videre ikke konstateret ændringer, foreløbig er der ikke færre ansøgere end tidligere, ligesom meget få har trukket deres ansøgning tilbage. Erfaringer fra de øvrige nordiske lande viser, at en omlægning og aflønning af uddannelsen ikke har haft nævneværdig betydning for rekrutteringen.

Praktikforløbet vil få en lidt anden karakter, idet den vil blive mere projekt- og studieorienteret for den enkelte. Omlægningen vurderes imidlertid ikke at få betydning for politidækningen i kredsen. Eleverne i dag har også arbejdsopgaver som led i deres udannelse, og derfor forventes der ikke større ændringer lokalt.

Emnet vil blive taget op i kredsrådet, når der er større klarhed over, hvorledes den praktiske del af uddannelsen konkret skal tilrettelægges.

Som led i regeringens aftale med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om styrket indsats mod kriminelle bander og organiseret indbrudskriminalitet samt styrket indsats for at beskytte ofre m.v. er det besluttet at nedsætte en tværgående indbrudsenhed, som skal sikre en analysebaseret proaktiv efterforskning på tværs af politikredsenes grænser. På nuværende tidspunkt er der ikke yderligere oplysninger om, hvorledes det mere konkret skal organiseres. Som led i samme aftale er Task Force Øst gjort til en permanent enhed.

Torben Jessen oplyste, at der i løbet af meget kort tid vil blive rettet henvendelse til kommunerne med tilbud om deltagelse i en temadag om behandling af sager vedrørende socialbedrageri.

Ib Meng oplyste vedrørende personalesituationen, at der p.t. er 677 polititjenestemænd i kredsen. De kommende udfordringer rent personalemæssigt omhandler bl.a. afvikling af DVH-ankesagen og terrorsagen, der begge kræver et stort sikkerhedsmæssigt set-up. EU-formandskabet skal afvikles i 1. halvår af 2012, og vil også medfører afgivelser i et endnu ikke kendt omfang

Ib Meng oplyste, at politikredsen tager et nyt sagsbehandlingssystem i brug pr. 1. november 2011. Forud herfor vil der være omfattende undervisning af alle politikredsens ansatte.

P.t. er politikredsen ved at tage et nyt tjenesteplanlægningssystem i brug, som, når det er endelig implementeret, vil være et godt effektiviseringstiltag. Endelig er en ny IT-strategi under udarbejdelse, da politiets mange it-systemer ikke ”taler” sammen, hvilket er særdeles uhensigtsmæssigt.

Jørn Kjer oplyste vedrørende indbrudsindsatsen, at politikredsens mål er, at det samlede antal anmeldelser skal være 2% under gennemsnittet af anmeldelse for årene 2008-2010. P.t. ligger anmeldelsestallet ca. 12% under målet. Det gode resultat tilskrives bl.a. en meget målrettet indsats i indbrudsgruppen samt et tæt samarbejde med de øvrige sjællandske politikredse.

Der har med stor succes været afholdt borgermøde i flere kommuner. Der kommer langt flere deltagere end forventet. Borgermøderne har derudover den positive effekt, at politiet modtager flere tip i relation til anmeldelser, og den tendens breder sig også til andre end de, som har deltaget i møderne. Derudover henvender flere sig vedrørende vejledning om sikring af egne boliger.

Indbrudsgruppen er i øvrigt omdøbt til at hedde operativgruppen og vil fremover også blive anvendet til indsatser på andre områder.

Ad punkt 7)
Jørn Kjer oplyste, at der i flere kommuner er problemer i relation til gaderøverier, det vil der blive taget hånd om.

Der er planlagt aktioner i relation til indsats overfor ulovlige knallerter.

Projektet ”jeg er sej, når jeg si´r nej” vil blive gennemgået m.h.p. yderligere optimering af processen, herunder også yderligere anvendelse af teknologi i undervisningen.

Politikredsen har p.t. et særligt udsat boligområde: Charlotteager i Høje-Taastrup Kommune. Der er udarbejdet en plan for området, og politiet er til stede i overensstemmelse hermed.

Ad punkt 8)
Ib Meng oplyste vedrørende færdselsindsatsen, at politikredsen har videreført målene fra 2010, og p.t. er der en målopfyldelse på ca. 40%.

I relation til trafiksikkerhedsrådet kan det oplyses, at Amu-kurserne for 5. klasse er en stor succes, og igen i år er der planlagt 10 kurser i henholdsvis forår og efterår. Kurset handler i særlig grad om at give børnene forståelse for lastbilers bremseevne, blinde vinkler, spejlfunktion og begrænsning, sikkerhedsselens betydning ved uheld og køreevne på cykel.

Endvidere har trafiksikkerhedsrådet analyseret færdselsuheld med højresvingende bilister og medkørende knallerter over en 5-årig periode. Analysen viser, at det ikke er knallerternes kørsel, der har været særlig medvirkende årsag til uheldene, hvorfor fokus nu rettes mod at udvikle en kampagne, som målrettet rammer den almindelige bilist.

Ib Meng oplyste yderligere vedrørende vejarbejdet på motorring 4, at der over tre dage har været foretaget hastighedskontrol med ATK. På i alt 12 timer, hvor målingerne foregik, blev der registreret 1305 fartovertrædelser, heraf udløser det – udover bøder - klip i kørekortet for 215 personer og betinget frakendelse for yderligere 10 personer. Det er bekymrende, at bilisterne ikke respekterer hastighedsnedsættelserne og dermed er med til at skabe en særdeles farlig arbejdsplads for vejarbejdere og i øvrigt også farlige situationer for andre trafikanter.

Henrik Rasmussen forespurgte til muligheder for differentieret hastighedsnedsættelser f.eks. efter arbejdstids ophør.

Ib Meng oplyste, at spørgsmål herom til stadighed drøftes i Vejdirektoratet.

Ad punkt 9)

Torben Jessen oplyste vedrørende kriminalitetsudviklingen, at det samlede anmeldelsestal er faldet. Dog er der en stigning i antallet af anmeldte røverier, til gengæld er der et fald i antallet af anmeldte voldsforhold.

Antallet af unge under 14 år, der har begået kriminalitet, er betydeligt lavere end samme tidspunkt sidste år, og antallet af 14-17-årige, der har begået kriminalitet er kun steget en anelse. Konklusionen for de unge er, at der samlet set er sket en forbedring.

Ad punkt 10)
Torben Jessen oplyste, at der i nærmeste fremtid vil blive udsendt invitationer til alle kommuner vedrørende de bilaterale møder.

Ove E. Dalsgaard spurgte til erfaringer med opsætning af videokameraer i boligselskabernes områder.

Susanne Bæk Nielsen orienterede om processen for håndteringen af ansøgningerne. Der kan endnu ikke udledes nærmere om effekten.

Næste møde afholdes torsdag den 25. august kl. 9.00.

Senest opdateret: 21. juni 2011



 
Udskrevet d.
24-05-2012