Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Referat af kredsrådsmøde i Københavns Vestegns Politikreds den 25. august 2011

Københavns Vestegns Politi har holdt kredsrådsmøde den 25. august 2011 med følgende dagsorden

1. Godkendelse af dagsorden
2. Godkendelse af referat fra seneste kredsrådsmøde
3. Valg af suppleant til beredskabsstaben
4. Håndtering af adresseoplysninger i æresrelaterede sager
5. Status på exitprogram for bande- og rockermedlemmer
6. Orientering om status for effektiviseringsprocessen
7. Orientering om Københavns Vestegns Politi
8. Orientering om og fra lokalrådene
9. Orientering om færdselsindsatsen og arbejdet i trafiksikkerhedsrådet i øvrigt
10. Orientering om kriminalitetsudviklingen
11. Eventuelt

Til stede
Politidirektør Kim Christiansen
Borgmester Steen Christiansen, Albertslund Kommune
Borgmester Ove E. Dalsgaard, Ballerup Kommune
Borgmester Ib Terp, Brøndby Kommune
Borgmester Karin Søjberg Holst, Gladsaxe Kommune
Borgmester John Engelhardt, Glostrup Kommune
Viceborgmester Niels Ulsing, Hvidovre Kommune
Borgmester Michael Ziegler, Høje-Taastrup Kommune
Borgmester Ole Bjørstorp, Ishøj Kommune
Borgmester Erik Nielsen, Rødovre Kommune
Borgmester Henrik Rasmussen, Vallensbæk Kommune
Vicepolitidirektør Torben Jessen
Politiinspektør Jørn Kjer

Referent : Sekretariatschef Susanne Bæk Nielsen

Afbud : Borgmester Kjeld Hansen, Herlev Kommune og borgmester Milton Graff Pedersen, Hvidovre Kommune

Ad punkt 1)
Dagsordenen blev godkendt.

Ad punkt 2)
Referatet blev godkendt.

Ad punkt 3)
Borgmester Steen Christiansen, Albertslund Kommune blev valgt.

Ad punkt 4)
Der var enighed om vigtigheden af, at adresseoplysninger kan hemmeligholdes, såfremt det vurderes, at der er et behov herfor.

Der var ligeledes enighed om, at i det omfang den eksisterende lovgivning ikke er tilstrækkelig til at håndtere problemet, må problemet løses af lovgiver.

Det blev tilkendegivet, at politiet vil arbejde videre med problematikken og tage det op i centrale fora.

Ad punkt 5)
Jørn Kjer oplyste, at iværksættelse af exitprogrammet formelt blev besluttet på det sidste kredsrådsmøde. Den endelige beskrivelse af en netværksbaseret enhed blev udsendt til kredsrådets medlemmer medio juni 2011 tillige med anmodning om indmelding af de ressourcepersoner, der skal indgå i netværket. Der er allerede modtaget en del tilbagemeldinger vedrørende netværkspersoner. I øjeblikket arbejdes der med at arrangere en temadag for alle involverede, der skal omhandle situationen såvel nationalt som lokalt tillige med udmøntning af det praktiske samarbejde.

Ad punkt 6)
Torben Jessen orienterede om effektiviseringsprocessen og oplyste blandt andet, at en del administrative opgaver bliver centraliseret, andre opgaver udliciteres, ligesom nogle politifaglige opgaver samles, som eksempelvis samling af alarmcentralerne.

Effektiviseringsprocessen betyder for Københavns Vestegns Politi, at der vil ske en personalereduktion i politistyrken på ca. 40. Reduktionen søges opnået gennem et mindre optag af politielever, frivillig fratræden og ved at undlade at genbesætte stillinger, når medarbejdere får arbejde i andre politikredse.

Centraliseringen af de administrative opgaver vil også få indflydelse på personaletallet for de administrative medarbejdere, hvilket har bevirket, at ledige stillinger blandt andet ikke er genbesat gennem længere tid.

Servicemedarbejdernes arbejdsopgaver vil blive udliciteret, og de medarbejdere, der er beskæftiget hermed, vil blive virksomhedsoverdraget.

Personalereduktionen medfører også reduktion i bevillingerne på driftsdelen, da bl.a. det samlede ”overhead” skal reduceres.

Der vil til stadighed være fokus på, at dansk politi lever op til samfundets krav og forventninger, og derfor vil der også fremover løbende være behov for justering af organisationen.

Det er forventningen, at der ikke vil ske serviceforringelser.

Kim Christiansen oplyste supplerende, at nogle opgaver fremover vil blive løst med brug af færre ressourcer ­­som følge af implementering af et nyt tjenesteudsættelsessystem.

I relation til den fremtidige politiuddannelse er der på nuværende tidspunkt ingen afklaring af, hvorledes uddannelsen konkret vil foregå i politikredsene. Det samlede elevtal på landsplan vil næppe blive væsentlig ændret, men i og med at Københavns Vestegns Politi tidligere har haft et noget større optag af elever end en del andre politikredse, kan det ikke udelukkes, at der fremover vil være et mindre optag her i kredsen.

Som led i den nivelleringsplan, politiet har gennemført, flytter politiet nu ud af den gamle politistation i Ballerup. Lokalpolitiet flytter til nye lokaler på Linde Alle, mens udlændingesektionen er flyttet til lokaler på Gladsaxe politistation.

Ad punkt 7)
Susanne Bæk Nielsen oplyste vedrørende PLOV-orienteringsmøderne, at mødet er fastlagt til den 28. oktober 2011. Mødestedet er ændret til Albertslund Rådhus.

Invitationerne vil blive sendt ud igen med angivelse af det nye mødested.

PLOV står for ”Påbegyndt livstruende og voldelig handlinger”, og er det, der i daglig tale kaldes ”skoleskydninger”. Det vil også blive præciseret i forbindelse med den fornyede udsendelse af invitationen.

Der er arrangeret temadag vedrørende behandling af socialbedragerisager den 5. september 2011.

Torben Jessen oplyste, at den lokale implementering af politiets fremtidige sagsbehandlingssystem - POLSAG - foreløbig er udskudt til slutningen af januar 2012. Når det bliver implementeret, vil der være mulighed for elektronisk informationsudveksling med politiets samarbejdspartnere.

Torben Jessen oplyste, at styrketallet p.t. er 686 politifolk. Tallet forventes at være 681 ved årets udgang. Styrketallet er opgjort, som det antal politipersonale, der er til rådighed for politikredsen.

Jørgen Kjer oplyste vedrørende indbrudsindsatsen, at politikredsen på nuværende tidspunkt har modtaget 450 færre anmeldelser end på samme tid sidste år.

Året begyndte rigtig godt, men desværre har udviklingen ikke forsat den gode begyndelse, idet der gennem de seneste måneder har været en stigning i anmeldelsestallet. Antallet af sigtelser er steget med 15-16%.

Der har været en stigning i anmeldelserne om indbrud i lejligheder især i Ballerup, Herlev og Gladsaxe kommuner, mens villaindbrud primært ses i Rødovre og Hvidovre kommuner.

Samarbejdet om indbrud med de øvrige sjællandske politikredse er yderligere udbygget med tematiserede indsatser.

Der har aktuelt været nogle tilfælde af brande forskellige steder i politikredsen. Der er ingen sammenhæng mellem brandene, og der er ikke oplysninger om særlige anledninger. Det er opfattelsen, at brandene er begået af nogle utilpassede unge. Emnet vil blive taget det op på de kommende lokalrådsmøder.

Ad punkt 8)
Jørn Kjer oplyste, at der i lokalrådsregi er iværksat en tematiseret uddannelse med deltagere fra de fleste kommuner vedrørende radikalisering i fortsættelse af det indlæg, der blev holdt i kredsrådet af PET og Integrationsministeriet. Uddannelsen omhandler blandt andet, hvorledes radikalisering og eksstremisme kan spottes. Derudover vil radikalisering fremover være et fast punkt på dagsordenen for lokalrådene.

Jørn Kjer oplyste vedrørende de særligt udsatte boligområder, at de fastsatte mål vil blive nået. Erfaringerne vil også blive brugt fremadrettet i andre boligområder.

Der har været en særlig kampagne om tricktyverier rettet mod ældre i Gladsaxe. Det vil blive vurderet, om kampagnen skal udvides til andre kommuner.

Ad punkt 9)
Der er for politikredsen fastlagt et centralt målkrav om kontrol af tunge køretøjer. Det er forventningen, at målet bliver nået.

Derudover har politikredsen selv fastsat målkrav for at sikre en god og stabil færdselsindsats og derigennem fastholde fokus på den generelle færdselssikkerhed. Der er p.t. en målopfyldelse på ca. 100%.

For automatiske trafikkontrol er målopfyldelsen p.t. ca. 50%.

I forbindelse med skolestart har der været skrevet en del hastighedssager.

Der har været 5 trafikdræbte i kredsen i 2011.

Samarbejdet i trafiksikkerhedsrådet er fortsat godt og konstruktivt.

Erik Nielsen forespurgte til koordinering på politimæssigt niveau ved trafikale ændringer i andre kommuner og politikredse.

Det blev tilkendegivet, at det vil blive undersøgt.

Ad punkt 10)
Torben Jessen oplyste, at der har været et fald i antallet af straffelovsanmeldelser – ca. 20%.

Anmeldelser indenfor voldsområdet er faldet ca. 5% i forhold til sidste år. Indbrud er som tidligere nævnt jævnt faldende. Desværre er anmeldelsestallet for gaderøverier steget med 38% fra 42 til 58 anmeldelser. Forholdene begås især i nogle få kommuner, det er især et ungefænomen, og politiet har meget fokus herpå.

Anmeldelsestallet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer er steget.

På ungeområdet er der færre sigtede og sigtelser end sidste år. For de 14-17-årige er antallet af sigtelser status quo, men der er færre sigtede.

Ad punkt 11)
Henrik Rasmussen efterlyste alternativer til de nu nedlagte parkeringsvagter. Kommunerne vil drøfte problematikken i eget regi.

Næste møde afholdes torsdag den 17. november 2011 kl. 9.00.

Senest opdateret: 2. december 2011



 
Udskrevet d.
24-05-2012