1. Godkendelse af dagsorden
2. Godkendelse af referat fra seneste kredsrådsmøde
3. Indlæg fra sekretariatschef for Det Kriminalpræventive Råd Anna Karina Nickelsen om det Kriminalpræventive Råds virke herunder samarbejde med lokalsamfundet
4. Invitation fra Direktoratet for Kriminalforsorgen om møde vedrørende et koordineret samarbejde om God Løsladelse, SSP, KSP og ungesamråd
5. Årsrapport 2010
6. Orientering om Københavns Vestegns Politi
7. Orientering om og fra lokalrådene
8. Orientering om færdselsindsatsen og arbejdet i trafiksikkerhedsrådet i øvrigt
9. Orientering om kriminalitetsudviklingen
10. Eventuelt
Til stede
Politidirektør Henning Thiesen
Borgmester Steen Christiansen, Albertslund Kommune
2. viceborgmester Jesper Würtzen, Ballerup Kommune
Borgmester Ib Terp, Brøndby Kommune
Borgmester Karin Søjberg Holst, Gladsaxe Kommune
Borgmester John Engelhardt, Glostrup Kommune
Kommunalbestyrelsesmedlem Helle Adelborg, Hvidovre Kommune
Borgmester Michael Ziegler, Høje-Taastrup Kommune
Borgmester Ole Bjørstorp, Ishøj Kommune
Borgmester Henrik Rasmussen, Vallensbæk Kommune
Vicepolitidirektør Torben Jessen
Chefpolitiinspektør Ib Meng
Politiinspektør Jørn Kjer
Referent : sekretariatschef Susanne Bæk Nielsen
Afbud : Borgmester Ove E. Dalsgaard, Ballerup Kommune, Borgmester Keld Hansen, Herlev kommune, Borgmester Milton Graff Pedersen, Hvidovre Kommune og Borgmester Erik Nielsen, Rødovre Kommune.
Ad punkt 1)
Dagsordenen blev godkendt.
Ad punkt 2)
Referatet blev godkendt.
Ad punkt 3)
Henning Thiesen præsenterede Anna Karina Nickelsen og oplyste, at sekretariatet for Det Kriminalpræventive Råd i øjeblikket gennemfører en besøgsrække i landets kreds- og lokalråd.
Sekretariatschef Anna Karina Nickelsen indledte med en præsentation af Det kriminalpræventive Råd og henviste bl.a. til rådets hjemmeside, som i høj grad anvendes i relation til information om viden på det kriminalpræventive område. Der arbejdes målrettet på samarbejde med lokalrådene, og en ny hjemmeside til brug herfor er underudvikling. Anna Karina Nickelsen oplyste, at det ligeledes er planen, at Det Kriminalpræventive Råds sekretariat aflægger besøg i to af politikredsens lokalråd med henblik på at give en præsentation af dem selv.
Rådet afholder årligt en kriminalpræventiv dag. I år finder den sted den 29. marts 2011 i Esbjerg, og temaet er ungdomskriminalitet. Indholdet på temadagen er fastlagt i samarbejde med politikredsen og dens lokalråd.
Anna Karina Nickelsen oplyste endvidere, at temadagen i 2012 vil blive afviklet i forbindelse med det danske EU-formandskab og derfor også vil være en europæisk kriminalpræventiv dag. Der forventes op mod 1.000 besøgende. Det danske tema vil være SSP-samarbejdet. Da der på Vestegnen er lange og gode traditioner for det tværsektorielle samarbejde, er det tanken, at alle eksempler, workshops m.v. skal komme fra lokalområdet. I den anledning efterlyses kontaktpersoner, der kan identificere de gode eksempler, og give sparring og input til præsentation m.v. Det er endnu ikke besluttet, hvor selve arrangementet skal afvikles.
Der var enighed om, at inddrage lokalrådene og politikredsens kriminalpræventive sektion, der herefter vil udarbejde et oplæg til borgmestrene om projektets videre forløb
Ad punkt 4)
Susanne Bæk Nielsen oplyste, at det er aftalt med Direktoratet for Kriminalforsorgen, at de inviteres til kredsrådsmødet i maj, hvor de overordnet vil redegøre for det koordinerede samarbejde om projekt god løsladelse, SSP, KSP og ungesamråd.
Ad punkt 5)
Henning Thiesen omdelte årsrapporten og oplyste, at den er udarbejdet efter samme skabelon som de foregående år.
Ad punkt 6)
Ib Meng oplyste i relation til mål for 2011, at der fra politiets side har været et ønske om, at politikredsene fik mulighed for at fastsætte mål ud fra lokale behov. Ønsket er blevet imødekommet.
Centralt er der fastsat mål i relation til de borgerrettede og tryghedsskabende områder, ligesom indbrudsindsatsen fortsat er et centralt mål – indsatsen har fokus på indbrud i beboelse.
De lokale mål omfatter indsats overfor gaderøverier, vold samt handel med og besiddelse af euforiserende stoffer.
Centralt er der på færdselsområdet alene fastsat mål i relation til kontrol af lastbiler. Lokalt har politikredsen fastsat mål for det øvrige færdselsområde, målene svarer til målene for 2010.
Derudover indeholder direktørkontrakten mål indenfor følgende områder:
- Rocker – bande indsatsen
- Ghettoindsats - der skal udarbejdes en særlig plan for de boligområder i politikredsen, der hører under ghettodefinitionen p.t. et boligområde.
- Responstider - der måles på gennemsnitlig tid pr. udrykning
- Kundebetjening i servicecentrene - der måles på ventetid pr. opkald
- Leanprojekt i lokalpolitiet med henblik på at øge kvaliteten og effektiviteten i sagsbehandlingen
Ib Meng oplyste i relation til den aktuelle bandekonflikt, at der tegner sig et meget broget billede af situationen. Her i politikredsen er fokusområdet p.t. Værebro, hvilket har medført, at der er oprettet visitationszone, ligesom patruljeringen i området er øget. Der er foretaget mange visitationer og fundet mange våben.
Der bor i øvrigt mange bandemedlemmer i politikredsen.
Torben Jessen oplyste i relation til politikredsens økonomi, at den endelige bevilling er modtaget for få dage siden.
Dansk politi skal selv iværksætte effektiviseringstiltag, og i de konsulentanalyser, der er gennemført vedrørende dansk politi, er der identificeret et besparelsespotentiale på ca. 800 millioner kr.
Der vil i forbindelse med effektiviseringstiltagene ske en centralisering af nogle af de administrative opgaver, og der er i konsekvens heraf i bevillingen for 2011 udmeldt besparelser på såvel løn- som driftsudgifter. Det vil primært påvirke antallet af administrative medarbejdere. Det er dog vurderingen, at bevillingen giver grundlag for et uændret aktivitetsniveau i 2011 set i forhold til 2010.
Henning Thiesen oplyste vedrørende resultatet for 2010, at de endelige opgørelser endnu ikke er modtaget, men at resultatet vil være klart bedre end i 2009, som var et dårligt år. Der er sket forbedringer på mange områder. Henning Thiesen udtrykte stor tilfredshed med medarbejdernes præstationer, men forbedringerne har også stor sammenhæng med de forbedrede personaletal for politidelen.
Ib Meng oplyste i relation til PLOV (påbegyndt livstruende og voldelige handlinger), at der er udarbejdet et koncept for håndtering heraf, som er implementeret i Københavns Vestegns Politi. Der er gennemført uddannelse af alt politiuddannet personale, ligesom der er afholdt orienteringsmøde for kommunernes beredskabschefer.
Der har været afholdt orienteringsmøde for de 176 uddannelsesinstitutioner, som politikredsen har identificeret som relevante. I invitationerne til mødet blev det angivet, at hver uddannelsesinstitution kunne møde med 2 ledelsesrepræsentanter.
Af de 176 institutioner valgte 106 at tage imod invitationen, flere af de fremmødte var dog ikke ledelsesrepræsentanter. Det er bekymrende, at en så forholdsvis stor del af uddannelsesinstitutionerne ikke mødte op, da det er vigtigt, at institutionerne er bevidste om, hvilke udfordringer en sådan situation kan skabe.
En liste over fremmødte uddannelsesinstitutioner blev omdelt.
Ib Meng foreslog, at der blev afholdt et opsamlingsmøde dels for de resterende institutioner dels for de institutioner, hvor deltagere i forhold til målgruppe ikke var ramt præcist. Der var enighed herom.
Borgmestrene blev derudover tilbudt et særskilt orienteringsmøde om PLOV. Der vil blive rettet nærmere henvendelse herom.
Ib Meng oplyste i relation til politistyrken, at personaletallet for politiansatte er blevet forbedret. Aktuelt er der 653 politiansatte i kredsen, og ifølge prognosen vil tallet ligge mellem 650 og 680 politiansatte også ind i 2012.
Der er flere begivenheder, der aktuelt og fremover vil trække store ressourcer, nævnes kan bl. a.: Sagen mod den foreløbig sidste gerningsmand fra røveriet i Dansk Værdihåndtering, som domsforhandles i øjeblikket, ankesagen i relation til Dansk Værdihåndtering, som er berammet fra maj til november i Østre Landsret, EU-formandsskabet i første halvdel af 2012 samt terrorsagen fra Herlev, som i sig selv kræver et stort sikkerhedsmæssigt set-up.
Jørn Kjer oplyste i relation til indbrudsindsatsen, at målet for 2010 blev nået. Der var et fald i antallet af anmeldelser i forhold til 2009 på 10,6 % og en stigning i antallet af sigtelser på 26,3 %. Den positive udvikling fortsætter. I øjeblikket ligger antallet af anmeldelser 10,3 % under gennemsnittet for 2008-2010. Det er besluttet at lade den særlige indbrudsgruppe fortsætte året ud, dog vil gruppen også kunne anvendes i relation til de øvrige lokalt fastsatte mål.
Ad punkt 7)
Jørn Kjer oplyste, at der afvikles borgermøder i foråret i Vallensbæk, Høje-Taastrup og Albertslund Kommuner.
Der planlægges for indsatser mod knallertkørsel på stier, indsatsen vil blive gennemført i alle kommuner. Lokalrådene har fået til opgave at finde de relevante steder for indsatsen.
Der er planlagt temadag vedrørende PSP-samarbejdet den 5. maj 2011.
Projektet ”Jeg er sej, når jeg si’r nej” tilbydes nu til alle skoler, som er meget positive overfor projektet.
I relation til banderåd er opgaven især indenfor det forebyggende arbejde: Dels at hindre tilgang til bandemiljøet dels at arbejde på at bandemedlemmerne kommer ud af miljøet.
Jørn Kjer foreslog at udarbejde et oplæg til en model, hvor kommunerne i politikredsen samlet kan forene kræfterne i at løfte opgaven i henhold til det nationale exitprogram. Oplægget vil kunne fremlægges på det næste kredsrådsmøde. Der var enighed herom.
Ad punkt 8)
Ib Meng oplyste, at der var fuld målopfyldelse på færdselsområdet i 2010 bortset fra ATK-området (automatisk trafikkontrol), hvor målopfyldelsen var på 92 %.
I trafiksikkerhedsrådet er det aftalt, at der arbejdes videre med en høj grad af fokus på skolekontrollerne.
Amu-kurserne vedrørende trafiksikkerhed for 5. klasserne fortsætter som tidligere - i år med 10 kurser henholdsvis forår og efterår. Der arbejdes fremadrettet på at holde endnu flere kurser.
Trafiksikkerhedsrådet forbereder en kampagne rettet imod ulykker med knallerter i forbindelse med bilisters højresving, den forventes at løbe af stablen i efteråret 2011.
Ad punkt 9)
Torben Jessen orienterede om kriminalitetsudviklingen og oplyste bl.a., at der har været et fald i anmeldelsestallene for indbrud og røverier og en lille stigning i antallet af voldsanmeldelser.
Antallet af sigtelser rejst overfor unge under 14 år er halveret, den samme tendens gør sig gældende for antallet af sigtede under 14 år.
For 14 -17-årige er antallet af sigtelser og sigtede nogenlunde det samme som tilsvarende periode sidste år.
Ole Bjørstorp forespurgte til omfanget af skyderier herunder den utryghed, det medfører blandt borgerne i kommunerne.
Ib Meng oplyste, at der er konstateret en tilgang af unge til bandemiljøet, hvilket er foruroligende. Politiet anvender mange ressourcer på dels at forhindre konflikter i bandemiljøet i at opstå dels at bekæmpe de konflikter, der opstår. Konflikterne er mange og meget forskelligartede.
Politiet deler kommunernes bekymring, og man gør alt, hvad man kan for at dæmme op for konflikten.
Ad punkt 10)
Henning Thiesen, der med udgangen af marts måned fratræder stillingen som politidirektør for Københavns Vestegns Politi, takkede for det gode samarbejde i kredsrådet og ved de bilaterale møder med kommunernes ledelser. Det har bidraget til, at også skarpe situationer er blevet løst ved at stærkt og konstruktivt samarbejde.