Anklagemyndigheden har to primære opgaver, nemlig dels at behandle og føre straffesager og dels at sikre legaliteten og kvaliteten i behandlingen af straffesager i politikredsen.
Eksempelvis behandler Advokaturen for Personfarlig kriminalitet sager, der er efterforsket i Afdelingen for Personfarlig kriminalitet. Advokaturen for Særlovskriminalitet får sine specialsager fra Politisekretariatet, og Advokaturen for Særlige sager varetager som specialfunktion en række ledelsesstøtteopgaver for chefanklageren og behandler desuden sager mod politifolk og andre specielle sager efter et konkret skøn.
Tre advokaturer har til huse på politigården i Albertslund. Det er advokaturerne for Personfarlig Kriminalitet, for Organiseret Kriminalitet og for Særlige Sager. På politistationen i Gladsaxe er advokaturen for Økonomisk Kriminalitet og for Særlovssager placeret.
Politianklagerne er organiseret i Politisekretariatet i Gladsaxe, som behandler og fører de mindre alvorlige straffesager i retten.
De administrative medarbejdere, hvis væsentligste arbejdsområde er at bistå og understøtte anklagemyndighedens jurister, er organiseret i to Advokatursekretariater, ét i Albertslund og ét i Gladsaxe.