Anmeldelse og visitation
Anmeldelse/visitation (A/V) betjener borgernes personlige, telefoniske og skriftlige anmeldelser på politistationer i Gladsaxe, Albertslund og Rødovre. I Gladsaxe og Rødovre er der åbent i dagtimerne, mens Albertslund har åbent døgnet rundt.
Borgervendt Straffelov
Borgervendt Straffelov (B/S) efterforsker blandt andet tyverier, indbrud, brugstyveri, mindre røverier og hærværk. B/S har afdelinger på de tre store politistationer og på de små i Ballerup, Herlev, Taastrup, Ishøj, Hvidovre, Brøndby, Glostrup, Friheden og Avedøre.
Voldssektioner
Voldssektionerne, der fortrinsvis efterforsker vold og trusler, er placeret i Gladsaxe (dækker Gladsaxe, Ballerup og Herlev kommuner) og i Hvidovre (dækker politikredsens øvrige kommuner).
Specialpatruljen
Specialpatruljen har til huse i Rødovre. Patruljens indsatser retter sig især imod vold og narkotika på gadeplan, og den fører tilsyn med politikredsens værtshusmiljø, fodboldbøller, gadebander, rockere med videre.
Særlov
Særlovssektionerne på de tre store stationer sagsbehandler og efterbehandler visse anmeldelser optaget i Beredskabet som fx miljøsager, arbejdsskader og restancesager.
Udlændingegruppe
Udlændingegruppen i Ballerup behandler sager om udlændinges ulovlige ophold, ulovligt arbejde og asyl.
Eftersøgning
Eftersøgningsafdelingen, som har til huse i Hvidovre, behandler sager om eftersøgte personer, forkyndelser og inddriver bøder.
Kriminalpræventiv sektion
Kriminalpræventiv sektion i Gladsaxe varetager politikredsens kriminalitetsforebyggende opgaver, blandt andet på skoler, i samarbejde med lokalpolitiet, kommuner, boligselskaber, væresteder og i SSP-regi.