Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Om supplement til landsdækkende analyse af klager over politibetjeningen

Rigspolitiet udsendte den 5. september 2008 en landsdækkende analyse af klager over politibetjeningen (politisvigt).

Analysen byggede på redegørelser udarbejdet af politikredsene vedrørende klagesager og sager omtalt i medierne, hvor en borger – som ønskede politimæssig bistand (”udrykning”) – ikke havde kunnet komme (hurtigt nok) i kontakt med politiet og/eller havde oplevet, at politiet ikke var kommet (hurtigt nok) til stede. Undersøgelsen omfattede perioden fra de enkelte politikredse overgik til ”ny drift” i forbindelse med politireformen og frem til den 1. august 2008. Rigspolitiets analyse blev den 9. september 2008 oversendt til Folketingets Retsudvalg sammen med politikredsenes redegørelser.

Analysen pegede på egentlige mangler ved politiets telefonbetjening i perioden efter kredsene overgik til det nye telefonsystem og i forbindelse med omorganiseringen i politikredsene. Analysen påviste endvidere, at der i nogle konkrete sager ikke var foretaget politimæssigt set korrekte disponeringer, men det var uklart, om antallet af sådanne sager var steget i forbindelse med implementeringen af politireformen. Analysen viste endelig, at borgerens forventninger til den ”almindelige daglige” politibetjening ikke er afstemt i forhold til den ydelse, som politiet rent faktisk kan levere, og at politiet skal være bedre til at sikre, at borgerne får en god og fyldestgørende information om, hvordan politiet reagerer på borgernes henvendelser.

I forbindelse med analysen konkluderede Rigspolitiet endvidere, at ”Der er næppe nogen tvivl om, at der i den hidtidige implementeringsfase har været et større antal fejl og uhensigtsmæssigheder end dem, der er omfattet af analysen. Selv når dette tages i betragtning, er der en klar forventning om, at politiet, bl.a. i takt med, at de organisatoriske tilpasninger bliver gennemført, og der opnås øget rutine med de nye sags- og forretningsgange mv., kan leve op til intentionerne med reformen og levere en ensartet høj faglig kvalitet overalt i landet.”

Efterfølgende er der sat spørgsmålstegn ved, om politikredsenes redegørelser omfattede alle sager fra analyseperioden, som kunne have karakter af eventuelle politisvigt. På den baggrund anmodede Justitsministeriet den 15. december 2008 Rigspolitiet om på grundlag af indberetninger fra politikredsene at afgive en udtalelse om, i hvilket omfang kredsene har kendskab til sager i den pågældende periode, som ikke er omtalt i analysen, men som kan have karakter af eventuelle svigt i politiets bistand (”udrykning”) til borgerne.

Rigspolitiet har nu udarbejdet et supplement til den landsdækkende analyse af klager over politibetjeningen af 5. september 2008 (politisvigt). Analysen findes hér. Politikredsenes redegørelser til brug for analysen kan findes på politikredsenes hjemmesider på www.politi.dk.

Der er i forbindelse med den supplerende analyse fremkommet yderligere nogle sager, som er omfattet af det oprindelige analysetema. Hertil kommer, at analysetemaet i forbindelse med den supplerende analyse er blevet udvidet til også at omfatte episoder, som kredsen eller den enkelte medarbejder har kendskab til, og som eventuelt kan have karakter af politisvigt, selvom den berørte borger i sagen ikke selv har givet udtryk for kritik eller utilfredshed. Dette har medført, at yderligere nogle sager er blevet omfattet af den samlede analyse.

De sager, som er fremkommet i forbindelse med kredsens supplerende redegørelser, giver imidlertid ikke politikredsene eller Rigspolitiet anledning til at ændre på de oprindelige konklusioner.

Konklusionerne på den oprindelige analyse indgik i Rigspolitiets og Rigsadvokatens arbejde med at udarbejde en samlet redegørelse for politireformen ”Redegørelse om et politi i forandring – et borgernært politi.” Redegørelsen indeholder en række konkrete initiativer, som skal sikre, at borgerne og medarbejderne fremover i højere grad sættes i centrum for politiets opgavevaretagelse. Redegørelsen kan findes på www. politi.dk.

Flere af initiativerne i redegørelsen vedrørende politireformen er dirkete inspireret af konklusionerne på den landsdækkende analyse af klager over politibetjeningen (politisvigt). Det drejer sig særligt om oprettelse af servicecentre i alle politikredsene (bortset fra Bornholm), som skal behandle samtlige telefoniske henvendelser fra borgerne – bortset fra henvendelser vedrørende akut bistand (112). Samtidig med etableringen af servicecentrene skal der udarbejdes klarere retningslinier for, hvorledes borgernes henvendelser skal registreres i politiets sagsbehandlingssystemer. Som konsekvens af analysen er der endvidere iværksat et arbejde med at udarbejde servicedeklarationer, således at borgerne kan få klar besked om, hvilket serviceniveau politiet kan give på de borgervendte kriminalitetsområder. Dette sidste initiativ skal medvirke til en ensartet og god politibetjening over hele landet, men også til at afstemme borgernes forventinger til det serviceniveau, som politiet realistisk set kan yde.

Forligspartierne bag politireformen har i forbindelse med finansloven for 2009 bl.a. tilført politiet de nødvendige merbevillinger til oprettelse af de nye servicecentre i politikredsene. Servicecentrene skal tages i brug i løbet sommeren 2009 (bortset fra servicecentret i Københavns Politi, der skal tages i brug inden årets udgang). Servicedeklarationerne forventes udarbejdet i løbet af 2009, således at alle politikredsene ultimo 2009 kan offentliggøre kredsenes servicedeklarationer.

Senest opdateret: 18. marts 2009



 
Udskrevet d.
24-05-2012