”Bevarer du overblikket i kaotiske omgivelser? Har du den ro, der skal til for at få styr på det uoverskuelige? Har du mod på en uddannelse, hvor du får brug for din sunde fornuft? Så overvej at blive politibetjent.”
Sådan lyder en af opfordringerne fra Rigspolitiet til landets unge mænd og kvinder, når efterårets hvervekampagne går i luften i dag med landsdækkende avisannoncer og radiospots.
Kampagnen skal inspirere unge til en fremtid i politiet, og tiltrække kvalificerede ansøgere til ansættelserne i 2006, oplyser koordinatoren:
- Vi går bredt ud for at nå ud til et bredt udsnit af befolkningen – også til dem, der ikke har det som en drengedrøm, siger politikommissær Kaj Verner Larsen, Rigspolitiet.
Lokale radiospots vil i løbet af efteråret invitere til informationsmøder rundt om i landets politikredse, hvor unge og erfarne politifolk fortæller om jobbet og viser rundt.
Datoer for hvervemøder og oplysning om ansættelseskrav kan læses på hjemmesiden www.blivpolitibetjent.dk. Rigspolitiet ansætter omkring 400 nye betjente hvert år.
- Læs mere på www.blivpolitibetjent.dk