Københavns Politi anholdt torsdag den 16. september 2005 om aftenen fire mænd, der blev pågrebet på fersk gerning, da de var i færd med at vise billedet frem til en potentiel køber på et københavnsk hotel.
De fire anholdte - to irakere, en svensker og en gambier - bliver fremstillet i Københavns Dommervagt idag. De sigtes for hæleri i forbindelse med handel med maleriet.
Maleriet tilhører Nationalmuseet i Stockholm, hvorfra det blev stjålet i 2000 under et væbnet røveri. Billedet repræsenterer en værdi på ikke under 250 millioner kroner.
