Dansk politi sender to politifolk til det borgerkrigsramte Sudan, hvor de skal støtte udviklingen og uddannelsen af den civile politistyrke i landet.
Sammen med kolleger fra en række EU-lande skal de indgå i den fredsbevarende AMIS II-mission i Darfur, som ledes af Den Afrikanske Union.
Det sker som et led i EU’s støtte til missionen. Den beskytter de humanitære indsatser i området, og kontrollerer, at konfliktens to parter, den sudanesiske regering og oprørsbevægelsen Sudan People’s Liberation Movement/Army (SPLM/A), overholder våbenhvileaftalen. Den afsluttede 21 års borgerkrig, som har kostet over to millioner menneskeliv og jaget fire millioner på flugt.
Det afrikanske initiativ bliver desuden støttet af FN’s mission i Sudan (UNMIS).
De danske politifolk har erfaringer blandt andet fra missioner i det tidligere Jugoslavien. De rejser til briefing i Bruxelles den 4. september 2005, derefter går turen mod Sudan.