Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Rigspolitiet ansætter 12 bilinspektører

Fra 1. januar 2006 overgår en række opgaver fra det tidligere Statens Bilinspektion til politiet – det samme gør de fleste af landets bilinspektører.

Mange års erfaring med bilinspektion bliver fra årsskiftet tilknyttet Rigspolitiets færdselsafdelinger rundt om i landet.

12 bilinspektører skal bistå politiet med tekniske undersøgelser af motorkøretøjer, efterforskning af alvorlige trafikulykker, særlige køreprøver og andre myndighedsopgaver, som overgår til politiet efter privatiseringen af Statens Bilinspektion.

- Desuden skal bilinspektørerne dække vores landsdækkende tilkaldeordning ved alvorlige ulykker og lignende, oplyser chefpolitiinspektør i Rigspolitiets Færdselsafdeling Mogens Wilbert.

Han glæder sig over, at inspektørerne fremover kun skal betjene politiet, og det samme gør deres talsmand:

- Vi får bedre mulighed for at gå grundigere ind i politiets sager, og det er de opgaver, vi finder mest interessante, siger bilinspektør i Århus Jens Mauritzen.

I Danmark er der i dag 16 bilinspektører, som er maskiningeniører suppleret med en treårig efteruddannelse i bilsyn, undersøgelser af uheld og køreprøver i alle kategorier. De er i gennemsnit knapt 59 år og besidder en personlig erfaring mellem 18 og 35 år.

Senest opdateret: 15. december 2005



 
Udskrevet d.
24-05-2012