Et nyt forsvarsforlig og udsigten til en politireform satte fokus på det fremtidige samarbejde mellem politi og hjemmeværn på dette års politihjemmeværnsseminar.
Det forudses, at alle aktive hjemmeværnsfolk skal uddannes til at løse specifikke opgaver for politiet. Det drejer sig om cirka 23.000 medlemmer, som politiet skal uddanne til at varetage ubevæbnede opgaver som færdselsregulering og afspærring eller hjælp til søge efter forsvundne personer eller lignende, når politiet beder om det.
Hjemmeværnets støtte er steget i de seneste år.
- Politihjemmeværnet støttede med 100.000 timers arbejde i 2004 – det svarer til 64 årsværk, og det er værdifuldt for politiet, siger rigspolitichef Torsten Hesselbjerg.
Fremover skal hjemmeværnsfolk i endnu større omfang kunne yde støtte til politiet ved terrortrusler og ulykker. Opgaverne vil bl.a. bestå i at overvåge, observere eller føre tilsyn – eller i at evakuere, sikre adgangsveje og yde en livreddende indsats, hvis katastrofen indtræffer.
- Vi er glade for, at der er enighed mellem politi og hjemmeværn om de opgaver, hjemmeværnet skal støtte politiet med, og om den nødvendige uddannelse, siger rigspolitichef Torsten Hesselbjerg.
Seminaret fandt sted den 27. og 28. september 2005 på Hjemmeværnets skole i Nymindegab. Foruden halvandet hundrede ledere fra Rigspolitiet, de seks politiregioner, lokalforsvarsregionerne og politihjemmeværnet deltog rigspolitichef Torsten Hesselbjerg og hjemmeværnets chef generalmajor Jan Norgaard.
Læs hjemmeværnets artikel om seminaret i Nymindegab her