Når den nye klippekortordning træder i kraft den 1. september 2005, får man automatisk et klip i kørekortet, hvis man overtræder bestemte regler i færdselsloven. Klippet er en registrering hos politiet.
Tre klip inden for tre år giver en betinget frakendelse af kørekortet, forudsat man består en kontrollerende køreprøve. Dumper man derimod, er kørekortet mistet, og man må starte forfra med køreskole og -prøver for at få det tilbage.
For nye bilister, der har fået kørekort inden for tre år, gælder strammere regler: De må kun have to klip på tre år.
Dertil kommer i begge tilfælde en bøde som hidtil, og udgifter til køreundervisning og -prøver.
Norske erfaringer fra lignende ordning
Ordningen, der indføres for at mindske antallet af dræbte og kvæstede i trafikken, har eksisteret i lidt anden udgave i Norge i halvandet år. Her giver bestemte forseelser en særlig registrering, og når man har otte, mister man kørekortet i seks måneder.
Indtil nu er det sket i 8 tilfælde, oplyser chefen for norsk færdselspoliti Odd Reidar Humlegaard. Systemet bliver evalueret næste år, men han vurderer, at det virker positivt på trafiksikkerheden. De norske bilister har modtaget det godt, siger han:
- De opfatter det som retfærdigt, fordi man ikke længere kan betale sig fra at køre som før. Nu må man ændre køreadfærd for ikke at miste kørekortet, siger Odd Reidar Humlegaard.
Sidste år udstedte politiet i Danmark 63.000 kørekort til nye bilister. Omkring 3 millioner havde kørekort i 2004.
Læs mere om klippekortordningen på www.sikkertrafik.dk/klippekort
Se Rigspolitiets Årstabel for 2004 her