I den første måned med klippekortordningen har danske bilister fået 5.287 klip i kørekortet. Det viser Rigspolitiets samlede opgørelse dækkende hele landet for september 2005.
Langt størsteparten af klippene, i alt 4.096, faldt for at overskride den tilladte hastighed med mere end 30 procent. Det svarer til over 77 procent af månedens samlede klip, hvor godt halvdelen af fartsynderne blev blitzet i en automatisk trafikkontrol (ATK).
Bilister, som kører overfor rødt, tegner sig for den næststørste klipforseelse. Det faldt der 344 klip for, mens der gik 326 klip til dem, der ikke spændte børn fast under kørslen.
Ifølge chefpolitiinspektør Mogens Wilbert i Rigspolitiets Færdselsafdeling viser opgørelsen, at klippeordningen virker. En tilsvarende periode sidste år ville have udløst over 8.000 klip, vurderer han.
- Vi ser en ændret adfærd i trafikken. Klippene har en præventiv effekt, som trafikanterne har respekt for, og jeg tror, det får en positiv langtidsvirkning for trafiksikkerheden, siger Mogens Wilbert.

Læs om klippekortordningen her
Se også Rådet for Større Færdselssikkerheds hjemmeside