Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Antallet af indbrudsanmeldelser falder

Anmeldelser af straffelovsovertrædelser bliver færre år for år, viser Rigspolitiets statistik for 3. kvartal

Det ser positivt ud, når man kigger på antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser. Ifølge opgørelsen for 3. kvartal 2006, som netop er blevet offentliggjort her på politi.dk, fortsætter den faldende tendens år for år. I 3. kvartal sidste år blev der anmeldt 110.998 straffelovsovertrædelser, og i år er tallet 108.504, hvilket er et fald på 2,2 procent.

Især indbrud er der blevet anmeldt færre af i 3. kvartal i år i forhold til samme periode sidste år. Der er tale om 9 procent færre anmeldelser, da antallet er gået fra 17.505 til 15.924. Men også tyverier er faldet med 4,4 procent ifølge statistikken.
Faktisk har der for begge kriminalitetsformer været et jævnt fald på årsbasis siden 2002.

Røverier er faldet støt siden 2002, og i 3. kvartal i år var der 608 anmeldelser, mens der samme tid sidste år var 633 anmeldte røverier.
Og så ser det ud til, at et af de største fald i 3. kvartal er sket på drabsområdet. Sidste år blev der anmeldt 12 drab, og i år var det 3.

En af de største stigninger skal blandt andet findes i anmeldelser om overtrædelse af dyreværnsloven. Her er der anmeldt 64 flere sager.

Samlet set er voldsanmeldelserne i 3. kvartal steget med 186 anmeldelser i forhold til sidste år, hvilket svarer til en 6,5 procents stigning. 

Antallet af sager om narkotikasalg er steget fra 168 i 3. kvartal sidste år til 204 i år. Det er en stigning på 21,4 procent. Og sagsmængden for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer er også steget siden sidste år.

Se hele statistikken her (pdf)

Senest opdateret: 3. november 2006



 
Udskrevet d.
24-05-2012