Musikfestivalerne er over os med alt, hvad de indebærer af musik, glæde, gummistøvler og måske en øl eller ti. Og på seks jyske festivaler møder Rigspolitiets Færdselsafdeling i Esbjerg også op i skikkelse af to betjente i Danmarks Dyreste Taxa – en patruljevogn med en trailer hægtet på jydekrogen.
Målet er at komme i kontakt med de unge festivalgæster og fortælle dem, at spritkørsel er både dumt, dyrt og farligt. Festivalgæsterne kan få en snak med politiet og prøve at blæse i et alkometer.

- Traileren er rigget til som en boksering, og her vil et par unge rappere optræde sammen med Ole Thestrup, som er et hit hos de unge. De rapper om det dumme i at køre spritkørsel, forklarer politikommissær Henrik Vallø fra Færdselsafdelingen i Esbjerg.
Han tager selv ud med Danmarks Dyreste Taxa og var også med sidste år, hvor den var udformet som en limousine med politiets logo, der havde en campingvogn med blå blink efter.
- Formålet er at få en tæt dialog med de unge, og det lykkes helt kanon. Vi var på Skive Beach Party sidste weekend, og da var 400 unge forbi for at prøve at blæse i alkometeret. Kan vi få bare nogle af dem til at forstå, at spritkørsel er dumt, så er vi nået langt, siger Henrik Vallø og understreger, at det er vigtigt at ramme de unges sprog og at forny sig fra år til år.
Danmarks Dyreste Taxa er en kampagne mod spirituskørsel, som er startet af Ringkøbing, Viborg og Ribe amter. Målgruppen er de 16-19-årige, og i år har 30.000 af dem fået tilsendt materiale. Tidligere var det kun de unge mænd, der var i fokus, men nu prøver man også at få fat i pigerne. Erfaringer viser nemlig, at det ofte er dem, der kan stoppe de unge mænd, som har tænkt sig at køre med sprit i blodet.
Danmarks Dyreste Taxi og betjentene fra Esbjerg har været på musikfestivalen Skive Beach Party sidste weekend og er i dag på Haze over Haarum ved Harboøre.
Den 23. juni kan interesserede møde dem og blæse i alkometeret til Thy Rock i Thisted.