I alt 8.906 trafikanter blev af færdselspolitiet og Automatisk Trafikkontrols fotovogne målt til at køre hurtigere end tilladt under sidste uges landsdækkende hastighedskampagne.
Ud af dem kørte 225 så hurtigt, at de mistede kørekortet betinget og skal op til en ny køreprøve. For at miste kortet på den måde, skal man køre mere end 60 procent hurtigere end tilladt.

5.893 af sagerne blev skrevet på trafikanter, der i byen kørte mere end 50 kilometer i timen, og 1.521 havde på landevejene problemer med at respektere grænsen på 80 kilometer i timen.
På motorveje hvor man højst må køre 110 kilometer i timen, var der 406, der ikke holdt sig til den hastighed og 100, der kørte mere end 130 kilometer i timen, hvor det er tilladt. 764 kørte for hurtigt forbi færdselstavler, der ellers har til formål at sænke trafikanternes hastighed på en bestemt strækning.
Kampagnen varede fra mandag den 9. oktober til søndag den 15. oktober og var en opfølgning på Rådet for Større Færdselssikkerheds kampagne ”Fart gør ondt værre”. Færdselspolitiet fokuserede denne uge primært på fart, men naturligvis blev det også noteret, hvis det opdagede andre lovovertrædelser.
Derfor får 162 en bøde for ikke at køre med sikkerhedssele, 7 får en bøde samt et klip i kørekortet, fordi de ikke har sørget for, at deres børn var spændt fast, 18 kørte spirituskørsel, 35 havde ikke taget et kørekort, og 11 kørte rundt, selv om en dommer havde frakendt dem kørekortet.