Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politifolk i Irak er blevet afløst

Der er kommet flere danske betjente i den danske politimission i Basra, og en dansk kriminalinspektør er rejst til Bagdad for at hjælpe med uddannelsen af irakisk politi

For tiden er der udskiftning hos den danske politimission i Basra i Irak. Sidste torsdag rejste fire politifolk ned til lejren i den sydlige del af landet for at afløse de folk, der lige er kommet hjem efter et halvt års tjeneste i varmen. Og med de tilbageblevne, de fire nye og en ekstra politimand, der tog af sted i går, er missionen også blevet udvidet, oplyser Rigspolitiets Personaleafdelings Internationale Afsnit.

De danske politifolk hjælper irakerne med at opbygge og uddanne et nyt politikorps, og er også med til at opbygge mønsterpolitistationer i området. De bor sammen med de danske soldater i forsvarets Camp Danevang syd for Basra, som er Iraks næstestørste by.

Vicepolitikommissær Flemming Bech er en af de politifolk, som for nylig er vendt hjem fra Camp Danevang. Hans opgave var at undervise irakiske politiledere i demokratiske ledelsesformer på den lokale politiskole.

- De fleste var meget positive og interesserede, men de har levet i et samfund, hvor al selvstændigt initiativ og tankevirksomhed har været strafbart. Og det er svært at kaste af sig, siger Flemming Bech.

Folkene i Basra er ikke de eneste danske politifolk i Irak, hvor dansk politi har hjulpet med genopbygningen og uddannelsen siden 2003. I sidste uge rejste en dansk kriminalinspektør til Bagdad, hvor han sammen med en dansk vicekriminalinspektør, som allerede er i hovedstaden, skal deltage i samarbejdsprojektet Det Nationale Kommandocenter. Det består af internationale politifolk, som også har som opgave at få irakisk politi på ret køl igen efter krigen.

Med denne afløsning og udvidelse er der nu i alt 12 danske polititjenestemænd i Irak.

Senest opdateret: 8. september 2006



 
Udskrevet d.
24-05-2012