Engang var en tyv en person, som smadrede en rude og ribbede et hus for smykker, tv-udstyr og andre værdier. Men med den teknologiske udvikling har de kriminelle bevæget sig helt ind i folks private computere, hvor de blandt andet stjæler passwords og bankoplysninger. Andre kriminelle downloader og udbreder børnepornografi via computeren, mens andre igen chatter med børn på internettet med henblik på senere at udnytte dem seksuelt i den virkelige verden. Alt dette kan betegnes som IT-kriminalitet, og alt tyder på, at det er en kriminalitetsform i vækst.
Derfor har området i de senere år haft høj prioritet hos politiet. Der er oprettet et særligt nationalt IT-efterforskningscenter, NITEC, under Rigspolitiets Politiafdeling. I denne afdeling arbejder der politifolk med ekspertise indenfor IT-kriminalitet, og herudover er der tilknyttet en række medarbejdere, der ikke er politiuddannede, men som varetager opgaver i tilknytning til de politimæssige efterforskninger.
NITEC yder bistand til politikredsene som led i efterforskningen af IT-kriminalitet. Bistanden består blandt andet i at undersøge konfiskerede computere og mobiltelefoner og åbning af krypterede filer, ligesom NITEC samarbejder med lignende afdelinger i udlandet, da IT-kriminalitet ofte bevæger sig over grænser.
I de seneste år har politiets IT-efterforskere fået mere og mere at lave. Statistikken viser, at antallet af henvendelser om IT-kriminalitet er steget markant. For eksempel var der i 2003 259 henvendelser om børnepornografi, det tal var sidste år steget til 791. Antallet af henvendelser om hacking var i 2001 41, og sidste år var det 228. I 2003 blev 164 sigtet for databedrageri, som blandt andet omfatter svindel med og misbrug af Dankort. Det tal var sidste år steget til 591 sigtede. I 2004 blev 6 personer sigtet for piratkopiering, i 2005 var antallet 22.
Rigspolitiet følger løbende udviklingen inden for IT-kriminalitet med henblik på om nødvendigt yderligere at styrke indsatsen på dette område.
Læs en redegørelse om udviklingen i IT-kriminalitet samt politiets indsats på området her (pdf)