Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Hils næste gang du ser os

Politiet var med på jobmesse for unge nydanskere. Der var stor interesse, og spørgsmålene regnede ned over betjentene, som stod klar med gode råd, brochurer og smil

- Hvor høj skal man være?
- Skal man tale perfekt dansk?
- Hvordan er det med lønnen?
Spørgsmålene til politibetjentene er mange og interessen stor, da politiet tirsdag deltager i messen ”Nydansker Jobbørs” på Børsen i København. 

Dette er et billede fra jobbørsen

Den smukke, gamle børssal er et sandt babelstårn af arabiske, pakistanske, palæstinensiske, thailandske og danske stemmer fra de mange unge, der søger information om job- og uddannelsesmuligheder hos de godt 20 deltagende virksomheder. Rigspolitiets Personaleafdeling har fået to betjente med anden etnisk baggrund end dansk med på messen for at fortælle de unge om deres arbejde og mulighederne for en karriere i blå skjorte og hvid bil med blink på taget.

Giver hånd

Politibetjent Samad fra Station Bellahøj i København giver hånd til en ung mand, der kommer hen for at spørge ham om hans muligheder. Han får en brochure og nogle gode råd og kigger lige en ekstra gang på betjenten.
- Jeg tror, jeg har set dig i en politibil på Nørrebro, siger han til Samad.
- Ja, men der kører jeg også, så det skal nok passe. Men husk lige at hilse næste gang, du ser os, lyder opfordringen med et smil fra betjenten, som får endnu et håndtryk til farvel.

Også politibetjent Imran fra Herlev Nærpoliti har travlt med at vejlede både unge og de lidt ældre.
- Var det ikke noget for dig at blive betjent? spørger han en mand.
- Nej, jeg tror, jeg er lidt for gammel, men måske kunne det være noget for mine børn, overvejer manden og får et par brochurer med hjem.

 Løn fra dag ét

Bag dem står to politifolk fra personaleafdelingen og får også en masse spørgsmål fra interesserede unge og forældre, som vil vide mere om jobbet som samfundets ordenshåndhæver.
- Skal man have kørekort?
- Ja, det skal man.
- Hvordan er det med lønnen?
- Du får løn fra den første dag, du begynder på uddannelsen på Politiskolen. 

Og sådan fortsætter spørgelysten i de tre timer, messen varer. Og tiden er givet godt ud, mener Samad, som synes, det er vigtigt for politiet at være med på den slags messer.
- Det var jo nogenlunde på den måde, jeg kom ind i politiet. Jeg mødte en ældre betjent af tyrkisk afstamning, der fortalte mig om jobbet, siger Samad, hvis forældre emigrerede fra Marokko i 1968.
Han vurderer, at han med sin kulturelle baggrund på nogle måder er bedre rustet til at møde de unge med anden etnisk oprindelse end dansk.
- Det er nogle gange som om, man forstår hinanden, inden man har talt med hinanden, siger han. 

Personlig kontakt

Målet med politiets deltagelse på sådan en messe er at få flere unge med anden etnisk baggrund end dansk til at søge ind som politibetjent på prøve.
- Vi har som et fokusområde, at vi skal være med til at tiltrække flere personer med en anden etnisk baggrund end dansk. Så vi skal ud og skabe en personlig kontakt til dem på den her måde, siger vicepolitimester i Rigspolitiets Personaleafdeling Martin Gravesen. 

Og det er Samad enig med ham i.
- Det handler om, at der skal være bedre forståelse for hinanden – begge veje. Så skal billedet nok ændre sig. Og en af måderne at gøre det på, er ved at være til stede her i dag og på andre messer, siger politibetjenten og giver sig straks til at trykke flere hænder, dele brochurer ud og svare på flere spørgsmål om en dansk politibetjents dagligdag.

Jobbørsen blev arrangeret af HTSI Erhvervsorganisationen/Børsen, Integrationsministeriet, Foreningen Nydansker og foreningen Demokratiske Muslimer.

Senest opdateret: 30. august 2006



 
Udskrevet d.
24-05-2012