Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

64 taget for spritkørsel under årets første julespritkontrol

På tre dage skrev færdselspolitiet 564 rapporter i forbindelse med den første julespritkontrol

I fredags kom julebryggen på gaden, og det gjorde spritbilisterne tilsyneladende også. I hvert fald standsede og anholdt betjente fra Rigspolitiets Færdselsafdeling og Københavns Færdselspoliti 64 spritbilister fra den 2. til den 4. november, hvor årets første julespritkontrol blev afviklet i hele landet.

I alt blev 7.400 bilister standset og bedt om at blæse i alkometeret. Blandt dem var der overtrædelser af færdselsloven i 628 tilfælde, hvilket blev til 564 rapporter.

Af overtrædelser kan blandt andet nævnes 15, som kørte bil, mens deres kørekort var fradømt, 35 som kørte uden at have et kørekort, 78 fejl og mangler på køretøjet og 253 som ikke fandt det nødvendigt at bruge sikkerhedsselen. Ud af dem var der 18 børn, som ikke var spændt fast, hvilket udløser et klip i kørekortet til bilens fører.

Sidste år under en tilsvarende julespritkampagne blev 72 bilister taget for at køre med for meget alkohol i blodet.

- Det glæder os, at der er blevet taget færre spritbilister i år end sidste år. Og vi håber, at det ikke bare er en tilfældighed, men at tendensen også holder i julemåneden, siger chefpolitiinspektør Mogens Wilbert fra Rigspolitiets Færdselsafdeling.

Senest opdateret: 6. november 2006



 
Udskrevet d.
24-05-2012