Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Klip i kørekortet er en stor succes

I et år har trafikanter kunnet få et klip i kørekortet, hvis de overtrådte visse færdselsregler. Det har mindsket antallet af alvorlige trafikulykker, vurderer chefpolitiinspektør

Knap 73.000 klip i kørekortet blev det til i ordningens første år. Det ligger nu ifølge Rigspolitiets nyeste opgørelse fast.

Ordningen blev indført den 1. september 2005, og den betød, at de danske trafikanter ikke længere kun skal frygte bøder, når de for eksempel kører for hurtigt, glemmer at spænde deres børn fast i bilen eller optræder på andre trafikfarlige måder på landets veje. Nu giver politiet også klip i kørekortet, som ryger efter det andet eller tredje klip afhængig af indehaverens erfaring og afhængig af intervallet mellem klippene.

Som forventet er langt de fleste klip uddelt på grund af for høj hastighed. Helt præcist blev 57.217 af de 72.935 klip givet til trafikanter, som ikke respekterede fartgrænserne. Det udgør cirka 80 procent af alle klippene.

5.144 har fået et klip for at køre over for rødt lys, og 3.967 trafikanter har haft problemer med at placere sig rigtigt på vejen i det forgangne år. Her er klippene blandt andet givet for at overskride en spærrelinie, køre mod kørselsretningen, køre venstre om et helleanlæg og køre i nødsporet.
3.883 glemte, at deres børn skulle have sikkerhedssele på eller tilsidesatte brugen af sikkerhedsudstyr på andre måder.
1.268 overskred deres vigepligt, 926 overhalede hvor de ikke måtte, 397 holdt ikke ordentlig afstand til den forankørende, og 133 fik klip for andre overtrædelser. 

Chefpolitiinspektør Mogens Wilbert fra Rigspolitiets Færdselsafdeling er overordentlig godt tilfreds med klippekortordningens første år på de danske veje.
- Ordningen har været en stor succes, og den har været med til at reducere antallet af alvorlige trafikulykker. Og vi har jo kun set de 73.000 forseelser, der giver et klip. Der er ingen tvivl om, at der er hundredtusindvis af de alvorlige forseelser, der ikke er blevet begået, fordi ordningen er blevet indført og folk tænker over den, siger Mogens Wilbert.

Han fortæller, at de 73.000 klip svarer fint til det antal, politiet regnede med, ville komme.
- Vi vurderede, at det ville komme til at ligge omkring 75.000 klip, så det her er jo endnu bedre, siger Wilbert og oplyser, at før ordningen trådte i kraft, blev der årligt skrevet omkring 100.000 rapporter om sager, der nu giver et klip.

Senest opdateret: 18. september 2006



 
Udskrevet d.
24-05-2012