Mens det går den rigtige vej – nedad - med anmeldelser for blandt andet brugstyveri, så er enkelte kriminalitetsformer tilsyneladende taget til. Det viser Rigspolitiets nyeste kvartalsstatisk om anmeldelser af straffelovsovertrædelser, der indeholder data fra 2. kvartal i år, og som netop er blevet offentliggjort her på politi.dk
Statistikken viser bl.a., at der er anmeldt 15,1 procent flere tilfælde af vold mod en person i offentlig tjeneste sammenlignet med sidste år; her kan blandt andet være tale om politifolk og ansatte i amter og kommuner. Antallet af anmeldte sager er steget fra 710 til 817.
Samtidig er der anmeldt flere sager om narkotikasalg. I 2. kvartal sidste år blev der skrevet 192 sager, og i år har betjentene rundt omkring i landet skrevet 211 rapporter om salg af narkotika i 2. kvartal.
Generelt viser statistikken, at der siden 2000 har været en klar tendens til en stigning i antallet af anmeldelser om overtrædelse af våbenloven. 1.831 gange i 2. kvartal i år har betjentene fundet ulovlige våben eller konstateret manglende tilladelser hos folk. I samme periode sidste år var det 1.665 gange, og i 2000 var tallet 1.287.
Antallet af røverier er faldet fra 766 i 2. kvartal sidste år til 626 i samme periode i år.
Politiet har også modtaget færre anmeldelser om brugstyverier af biler, motorcykler, knallerter, cykler og andre ting, der uretmæssigt har skiftet ejer. I alt er antallet faldet fra 25.550 i 2. kvartal sidste år til 24.872 i samme periode i år.
Det samlede antal anmeldte straffelovsovertrædelser er i forhold til 2. kvartal sidste år faldet med 2,2 procent, så den generelle nedadgående tendens fortsætter.
Se Rigspolitiets anmeldelsesstatistik for 2. kvartal 2006 her (pdf)