Den lettiske præsident har selv bedt om at besøge Bornholms Politi under sit tre dage lange besøg i Danmark netop med tanke på Projekt Bornholm, der siden 1. april 1995 har været et knudepunkt for samarbejdet mellem de forskellige lande i Østersøområdet heriblandt Letland.
Projekt Bornholms omdrejningspunkt er den maritime kriminalitet med særligt fokus på smuglergods i Østersøen, og projektet arbejder bl.a. tæt sammen med Letlands toldvæsen og kystbevogtning.
Projektet har siden starten i 1995 været med til at fange flere hundrede storsmuglere af cigaretter, biler og andet gods. Samtidig har der ikke været et eneste forsøg på menneskesmugling i Østersøen, siden projektet opklarede en større menneskesmuglersag i september 1995.