Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Grønland får endnu en narkotikahund

Labrador skal finde hash og andre euforiserende stoffer på posthuset, ved havnen og andre steder i Qaqortoq

Den seks måneder gamle labrador Mikka springer glad omkring uden for Politihundeskolen i Farum med sin gule bold i munden. Den har fulgt hende, fra hun var lille hvalp, og den skal hun have med, når hun om et par uger rejser til Grønland for at begynde en ny tilværelse som narkotikahund sammen med politiassistent Karina Nielsen fra politiet i Qaqortoq i Sydgrønland.

Det er Politihundeskolens daglige leder vicepolitikommissær Per Juul Hansen, der har valgt Mikka, og hun har boet hjemme hos ham indtil nu.
- Ingen tvivl om, at hun bliver en rigtig god narkotikahund, siger han og demonstrerer, hvordan han har trænet hunden.

Dette er et billede af politiassistent Karina Nielsen og vicepolitikommissær Per Juul Hansen med narkotikahunden Mikka

Han finder et syltetøjsglas med tøjklude, der har ligget sammen med amfetamin, så de har fået den karakteristiske skarpe lugt af stoffet. Han leger med Mikka, som gerne vil have fat i sin gule bold, og lige inden han smider den til hende, åbner han glasset ved siden af bolden, så amfetaminlugten er det sidste, hun lugter, inden hun får sin belønning i form af bolden. Dermed forbinder hun lugten af stoffet med belønning og efterfølgende leg. 

Når hun kommer til Grønland, skal hun med Karina Nielsen på arbejde hver dag.
- Hun skal blandt andet bruges til hash-søgning på posthuset. Vi får skibe ind hver 11. eller 14. dag, hvor der kommer varer fra Danmark, og da skal hun også søge. Og cirka en gang om ugen skal hun med til lufthavnen i Narsarsuaq for at søge der, siger hundeføreren og fortæller, at det er hash, der er mest udbredt i Grønland. 

Men Mikka er ikke helt færdiguddannet endnu. Per Juul Hansen har trænet hende, fra hun var cirka tre måneder gammel og har lært hende at genkende lugten af heroin, kokain, amfetamin og hash.
- Nu skal Karina hjem og arbejde videre og gøre hende mere stabil i at finde stofferne. Hun skal kunne søge koncentreret i længere tid, og hun skal vænnes til de forskellige miljøer, hun skal færdes i deroppe. Når hun er ét år gammel, skal hun godkendes som narkotikahund, og derefter skal hun af og til på kursus i Danmark på lige fod med de andre narkotikahunde i politiet, siger Per Juul Hansen. 

Politiassistenten kom til Danmark i onsdags for at møde Mikka, som er blevet trænet af Per Juul Hansen.
- Jeg blev hentet i lufthavnen, og Mikka var med, siger hun med et smil og kalder den logrende labrador til sig, så den kan få endnu et par kærligt klap. 

De næste to uger skal labradortæven og dens nye ejer og hundefører lære hinanden at kende, og Karina Nielsen skal på narkotikakursus, så hun får den nyeste viden med til Qaqortoq.

Senest opdateret: 15. september 2006



 
Udskrevet d.
24-05-2012