Siden den 1. juni i år har kriminelle i Århus, Odder og Grenå politikredse risikeret et pust af en peberspray, hvis de har opført sig meget skidt overfor betjentene der. I juni startede et etårigt forsøg med peberspray til politiet, og i går blev det evalueret for første gang.
Og det var en tilfreds politiinspektør Jan Elleby fra Rigspolitiets Udrustningssektion, som kunne rejse sig fra mødebordet i den jyske hovedstad og konstatere, at det går rigtig godt med den lille chilispray her tre måneder inde i forsøget.
- Den er blevet brugt cirka 35 gange på tre måneder, og der er stor tilfredshed. Kollegerne er glade for den, da de ofte slipper for at trække staven, hvilket ingen bryder sig om. Og så er det meget glædeligt, at vi ikke har fået nogen klager fra borgerne. Det viser, at kollegerne forstår at forvalte magtmidlet godt, siger Jan Elleby.
Når forsøgsperioden slutter til juni næste år, skal der skrives en rapport til rigspolitichefen. Her vil det fremgå, om arbejdsgruppen vil anbefale, at alle politifolk i Danmark fremover skal have en peberspray i bæltet.
