Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

198 nye politibetjente er ansat på prøve fra efteråret

Et nyt hold politibetjente på prøve starter snart på Politiskolen

Den 1. august bliver en ny første skoledag for 198 unge mennesker. Da er de nemlig ansat som politibetjente på prøve og skal starte på Politiskolen i Brøndbyøster.

De er efter fysiske prøver, skriftlige prøver, en holdopgave, en samtale og en helbredsundersøgelse blevet udvalgt til at være nogle af dem, der i fremtiden skal sørge for ro, orden og sikkerhed i samfundet.

Af de 198 er de 44 kvinder, hvilket svarer til 22,2 procent. Rigspolitiet skønner, at fire af de nyansatte er med anden etnisk baggrund end dansk.

Der blev også ansat et hold på 72 betjente på prøve på Politiskolen den 1. april, så indtil nu er der i år ansat 270. Ud af dem er de 64 kvinder, hvilket svarer til 23,7 procent, og ti af de 270 nye politibetjente på prøve skønnes at have en anden etnisk baggrund end dansk, hvilket svarer til 3,7 procent.

Rigspolitiet forventer, at der også vil blive ansat et hold nye politibetjente på prøve til december, men størrelsen på holdet er endnu ikke besluttet.

Her kan du læse mere om politijobbet og ansættelsesproceduren

Senest opdateret: 28. juni 2006



 
Udskrevet d.
24-05-2012