Det internationale samarbejde er trådt i kraft som følge af, at de anholdte i sagerne om skimming herhjemme og i udlandet tilsyneladende er tilknyttet det samme kriminelle netværk. Samtidig er et samarbejde på tværs af både politikredse og landegrænser nødvendigt, da gerningsmændene bl.a. skimmer kreditkortterminaler et sted, men hæver pengene enten i en anden politikreds eller i udlandet.
På mødet i dag lagde man en fælles efterforsknings- og koordineringsplan for det fortsatte samarbejde. Planen tager både højde for de fremadrettede tiltag, der skal sikre en endnu bedre efterforskning af eventuelt kommende sager om skimming. Samtidig blev der lagt en strategi for opsamlingen af de oplysninger fra tidligere sager, som ligger hos de enkelte politikredse og udenlandske politimyndigheder, og som tilsammen vil give et bedre udgangspunkt for den videre efterforskning.
Den nationale og internationale monitering og koordinering i forbindelse med skimmingsager vil fortsat blive varetaget af Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter (NEC).
Den fortsatte efterforskning af de eksisterende sager om skimming i Danmark vil foregå lokalt i de involverede politikredse, men med støtte fra Rigspolitiets Rejsehold i de tilfælde, politikredsen ønsker det.