Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Blackie vandt det første danmarksmesterskab for sprængstofhunde

Politiet har netop afholdt det første danmarksmesterskab for sprængstofhunde

Politiets sprængstofhundes næser kan i yderste konsekvens redde liv. Derfor er det vigtigt, at hundene hele tiden er i super form og fungerer optimalt sammen med deres hundefører. Tidligere på ugen blev det samarbejde testet, da det første danmarksmesterskab for sprængstofhunde blev afviklet i og omkring Roskilde.

Og politiassistent Claus Sørensen og den seksårige labradortæve Blackie kunne efter to dages konkurrence tage tilbage til Århus med førstepladsen, et diplom, en gave fra Rigspolitiets Politihundetjeneste, en pose hundefoder til Blackie samt ikke mindst æren.

Dette er et foto af en sprængstofhund og dens hundefører

- Det er en skøn fornemmelse, for det er jo altid rart at vinde. Men jeg tror, at vi alle har haft indstillingen, at denne konkurrence har været rigtig god træning, siger Claus Sørensen, der har haft Blackie, fra hun var otte måneder gammel.

Der deltog otte hundeførere med deres hunde, som var af racerne springerspaniel og labrador, og de skulle foran dommere demonstrere deres evner til at finde forskellige sprængstoffer og våben i bagage, bybusser, terræn og på et lager.

- Vi har lavet mesterskabet for at øge kvaliteten af vores arbejde endnu mere. Vi vil jo alle gerne være den bedste, så på denne måde bliver vi yderligere motiverede og dygtiggør os, så det er også en udviklingsproces, siger politiassistent fra Politihundeskolen Ivan Jensen, som har været med til at planlægge og arrangere konkurrencen.

Til daglig arbejder politiets sprængstofhunde og deres førere i hele landet blandt andet med at søge efter våben og sprængstoffer ved bombetrusler, og når politiet har en mistanke. De sendes også ind for at snuse sig gennem rum og inventar, inden kongelige og andre VIP-personer skal besøge et sted.

Senest opdateret: 9. november 2006



 
Udskrevet d.
24-05-2012