Fra torsdag til lørdag i sidste uge holdt Færdselspolitiet en landsdækkende spritkontrol, hvor 102 trafikanter blæste alkometeret op over de tilladte 0,50 promille. De blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og måtte dermed lade bilen stå og følge med på politistationen eller sygehuset, hvor en læge tog en blodprøve.
- Det er flere end ventet; vi plejer ikke at have så mange. Normalt for denne tid på året er cirka 1 procent af de standsede spritbilister. Ved denne kontrol er det cirka 1,5 procent, og det er lige så mange som i sommerferiemånederne, hvor vi tager flest spritbilister. Det er trist og kedeligt, og vi er nødt til at lave flere spritkontroller for at virke præventivt, siger chefpolitiinspektør Mogens Wilbert fra Rigspolitiets Færdselsafdeling.
Selv om færdselsbetjentene gik målrettet efter trafikanter, som havde blandet kørsel og spiritus, blev det også noteret, hvis andre paragraffer i færdselsloven var overtrådt.
Således blev der skrevet 404 rapporter om manglende sikkerhedssele, 33 bilister kørte bil, selv om de var fradømt kørekortet, og 43 havde slet ikke taget et kørekort.
21 motorcyklister eller knallertkørere brugte ikke styrthjelm, og 24 børn var ikke spændt fast i bilen, hvilket resulterede i et klip i kørekortet til bilens fører.
På de tre dage kontrollen varede, blev cirka 6.700 bilister, motorcyklister og knallertkørere standset og bedt om at puste i alkometeret. Der blev noteret 1.112 overtrædelser af færdselsloven, og der blev i alt skrevet 965 rapporter.