
Ceremonien foregik på den Amerikanske Ambassade i København, hvor også den amerikanske ambassadør James P. Cain (fra venstre), Richard Klugman fra ICE og rigspolitichef Torsten Hesselbjerg deltog.
Lars Underbjerg blev hædret for sin indsats i samarbejdet med det amerikanske ICE (Immigration and Customs Enforcement). Samarbejdet mellem Dansk Politi og ICE førte til identificering og anholdelse af blandt andre den pædofile Paul Whitmore i USA. I forløbet fungerede Lars Underbjerg som koordinerende instans og spillede dermed en essentiel rolle i efterforskningen. Samtidig stillede han op som vidne for anklageren i den amerikanske retssag, hvor Paul Whitmore blev fundet skyldig i mere end 50 anklagepunkter og idømt 467 års fængsel.
Det verdensomspændende samarbejde omkring børnemisbrug, som bragte Dansk Politi og ICE sammen, startede helt tilbage i 2001 på Dansk Politis foranledning. Et senere samarbejde i 2004, som i Danmark gik under navnet ”Mjølner”, skabte udgangspunktet for 121 sigtelser mod danskere involveret i misbrug af børn.
Senest i februar 2006 blev samarbejdet mellem Dansk Politi og ICE udviklet yderligere, da ICE afholdt et kursus for de danske IT- efterforskere i Danmark.