Politiet har rigtig mange internationale forbindelser rundt omkring i verden. Og nogle gange kommer verden også til Danmark. Det sker blandt andet de næste tre uger, hvor to medarbejdere fra det albanske politi skal på uddannelse hos Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC, i København.
- De to politimedarbejdere er her for at lære, hvordan vi i Danmark arbejder med efterforskning og bekæmpelse af organiseret kriminalitet på især narkotika- og menneskehandelsområdet, som dansk politi har veludviklede metoder til at efterforske, siger leder af NEC Kim Kliver og tilføjer, at dansk politi også har en fast forbindelsesofficer placeret i Albaniens hovedstad Tirana.
Dansk politi har tidligere samarbejdet med Albanien omkring efteruddannelse af det albanske politi, og Kim Kliver håber, at albanernes ophold hos NEC vil være med til at skabe grobund for et endnu tættere samarbejde mellem politiet i de to lande omkring blandt andet bekæmpelse af narkotika- og menneskehandel.
I forbindelse med de to medarbejderes ophold kommer der også en ledende albansk politimand på besøg hos rigspolitichefen i et par dage.