I dag blev der banket på døren på omkring 20 privatadresser rundt omkring i Danmark. Udenfor stod politiet klar med en sigtelse og en ransagningskendelse, da beboerne var mistænkt for at have købt anabolske steroider på internettet.
Ransagningerne var en del af en verdensomspændende koordineret efterforskning og aktion mod handel med det muskelopbyggende, kunstige hormon, som er ulovligt at bruge til andet end medicinske formål. De amerikanske narkomyndigheder, DEA, har foretaget en længerevarende efterforskning, der viser, at kinesiske bagmænd har solgt anabolske steroider på internettet til købere i hele verden, herunder Danmark.
- DEA har sporet danskere, som har købt mængder, der indikerer, at det ikke er til eget forbrug, og som dermed kan have haft til hensigt at videresælge steroiderne. Vi kan af pengeoverførslerne og af mailkorrespondancen mellem køber og den kinesiske sælger se, at der i flere tilfælde er handlet af flere gange, siger vicepolitiinspektør Jørgen Isalin fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC, der har koordineret den danske indsats, mens de lokale politikredse stod for ransagningerne.
På flere af adresserne beslaglagde politiet et mindre antal ampuller med de anabolske steroider, mens der blev beslaglagt et stort antal på en enkelt adresse, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ransagede.