Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politiet har tilkaldt Forsvaret til krysantemumbomber 300 gange i år

Politiet og Forsvaret har haft meget samarbejde i årets første måned på grund af krysantemumbomber, men også i det forgangne år har der været brug for ammunitionsrydderne

I starten af det nye år fik politiet i hele landet dagligt opkald fra borgere, som havde fundet ueksploderede krysantemumbomber i hække, langs husmure og ved daginstitutioner.

Cirka 300 gange i år har politiet derfor tilkaldt Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste for at få destrueret eller fjernet det livsfarlige fyrværkeri, som kun professionelle fyrværkere må bruge.

- Generelt har vi de sidste fem-seks år haft en årlig stigning på cirka 15 procent i antallet af sager, hvor vi hjælper politiet. Men det tror jeg ikke holder stik nu, med den voldsomme start vi har haft i januar i år. Når vi når næste fyrværkerisæson, er tallet nok nærmere steget med 30-40 procent, siger major Poul J. Nedergaard, som er chef for ammunitionsrydningstjenesten.

Hen over året i 2006 var der også stor brug for de specialuddannede sprængstofeksperter fra Forsvaret. Deres funktion kaldes også EOD, som står for Explosive Ordnance Disposal, hvilket på dansk betyder bortskaffelse af sprængstof og artilleri.

67 gange sidste år rykkede de på politiets foranledning ud med robotten ”Rulle Marie” fra henholdsvis Amager og Skive for at undersøge og fjerne mistænkelige, efterladte tasker og poser, som kunne indeholde sprængstoffer. I 2005 var det 79 gange.

Forsvaret hjælper også, når der skal fjernes gammel ammunition fra Anden Verdenskrig, som af og til dukker op, samt når der skal ledes efter sprængrester på gerningssteder. Det er også ammunitionsrydningstjenesten, der tager sig af at hente og destruere den ammunition, politiet får ind på stationer overalt i landet, ligesom politiet ofte bliver undervist af personale fra ammunitionsrydningstjenesten.

 

Senest opdateret: 2. februar 2007



 
Udskrevet d.
24-05-2012