Den 1. oktober opretter Rigspolitiets Kriminaltekniske Center, KTC, en ny Brandsektion, hvor kompetencerne for brandundersøgelser skal samles i tre centre i Randers, Fredericia og København.
Hidtil har politiets kriminalteknikere skullet undersøge alle typer sager fra drab til indbrud, røverier og brande. Men fremover skal en lille gruppe teknikere udelukkende koncentrere sig om og specialisere sig yderligere i brandundersøgelser. Sådan har det fungeret i København i omkring fem år, og vicepolitiinspektør ved KTC Bent Hytholm Jensen vurderer, at det har været en god ordning.
- Her i København er vores tre faste brandteknikere utrolig glade for specialiseringen. Det er nemlig sådan, at jo flere brandsager du kommer ud til, jo bedre bliver du til at tolke brandbillederne. Brand er et utroligt svært sagsområde, da du skal vide meget om brændbare materialer, vindforhold og trækforhold. Så det kræver en masse erfaring at tolke tingene rigtigt, siger Bent Hytholm Jensen.
Det er planen, at der på sigt skal tilknyttes fire faste brandteknikere på hvert af KTC’s tre regionale centre med en daglig leder placeret i region Nord.
Brandteknikerne tager ud til de sager, hvor den lokale politikreds ikke selv ser sig i stand til at fastslå, hvordan en mistænkelig brand er startet.
- Vi håber, at det bliver en succes. Indtil nu har kvaliteten af vores arbejde været fin, men jeg er ikke i tvivl om, at den vil højnes med den kommende specialisering, siger Bent Hytholm Jensen.
Her kan du læse mere om politiets brandundersøgelser