Dansk politi vil gerne ansætte flere kvalificerede unge med anden etnisk baggrund end dansk både som politibetjente og kontorelever. Derfor tog en delegation fra Rigspolitiets personaleafdeling og Politiskolen til Norge i sidste uge, hvor en konference havde netop det tema.
Her fremlagde politiet fra Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark, hvilke tiltag man gør i hvert enkelt land for at øge mangfoldigheden i medarbejderstaben.
- Vi blev bekræftet i, at det vi allerede gør, er det rigtige. Nemlig at tage ud og møde målgruppen personligt. Den lokale rekruttering virker, var alle de deltagende lande enige om, siger Martin Gravesen, som er vicepolitimester i personaleafdelingen.
Og allerede mandag i denne uge kunne personaleafdelingen arbejde videre med det personlige møde. Da deltog politiet nemlig i en jobbørs for nydanskere på Nationalmuseet, hvor mange fra målgruppen kom forbi standen for at høre om mulighederne for en kontorelevstilling eller et job som politibetjent.
Politikredsene på Sjælland og i København havde på forhånd lavet en folder, og der blev arrangeret bustransport til jobbørsen, hvor deltagerne kunne møde nogle af politiets medarbejdere, som har en anden etnisk baggrund end dansk. Finansminister Thor Pedersen, integrationsminister Rikke Hvilshøj og undervisningsminister Bertel Haarder kom også forbi jobbørsen, der blandt andet var arrangeret af Personalestyrelsen.
Her kan du læse mere om, hvordan du bliver politibetjent