På havnen i Odense blev to hønsetyve i efteråret 1907 pågrebet af Danmarks første politihunde, som det lokale politi netop havde købt i Tyskland. Og med denne succes var vejen banet for at udbrede brugen af politihunde i Danmark.
Nu har de firbenede medarbejdere været en vigtig del af politistyrken i 100 år, hvor de har fanget adskillige hønsetyve og voldsmænd, og har fundet savnede personer, narkotika og sprængstoffer. Det bliver fejret med et jubilæum den 8. september i Odense, hvor det hele begyndte.
Fyns Politi og Rigspolitiet arrangerer forskellige opvisninger på Dyrskuepladsen, hvor politidirektør Poul Løhde byder velkommen klokken 10. Klokken 12 vil et optog af cirka 100 politihunde og deres førere fra hele landet gå gennem byen til Rådhuset, hvor rigspolitichef Torsten Hesselbjerg taler og overrækker rigspolitichefens ærespokal, hvorefter Odense Kommunes borgmester Jan Boye holder tale.