Her i efteråret afholder politikredsene jobinformationsmøder, hvor interesserede unge kan høre om uddannelsen til politibetjent og et alsidigt job i politiet. Fyns Politi lægger ud på torsdag, og Midt- og Vestjyllands Politi byder velkommen tirsdag den 28. august. Derefter er der møder i hele landet i både september, oktober og november. På møderne kan deltagerne få svar på alle deres spørgsmål og komme til at tale med politifolk, som kan give dem et indtryk af, hvad jobbet indebærer.
I sidste uge kunne interesserede unge også møde op på Rådhuspladsen i København, hvor politiet deltog med en stand på et Jobmarked, som blandt andet var bemandet med to betjente af anden etnisk oprindelse end dansk og en kvindelig betjent – alle fra Københavns Politi.

- På sådan et sted kan vi bedre møde unge og deres forældre med anden etnisk oprindelse end dansk i øjenhøjde, og der kommer en god dialog sådan et sted. Så jeg tror, vi får mellem fem og ti potentielle ansøgere efter Jobmarkedet, siger politikommissær Kaj Verner Larsen fra Rigspolitiets Personaleafdeling.
Politiet arrangerer jobinformationsmøder 23 steder i hele landet. Her kan du se, hvor og hvornår og læse mere om uddannelsen og jobbet som betjent.