Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Motorkontorerne overtages af Skat pr. 1. januar

Til nytår lukker politiets motorkontorer. De bliver overtaget af skattecentrene, og overdragelsen er godt i gang

Senest 28. december bliver lyset slukket for sidste gang på politiets 54 motorkontorer i hele landet. I stedet bliver det den 2. januar tændt på landets 31 skattecentre, som fremover skal varetage opgaverne med registrering, ejerskifte og udlevering af prøvenummerplader. Det betyder, at borgerne fremover skal henvende sig på det nærmeste skattecenter, når de køber ny bil og skal have ny registreringsattest.

Processen med overdragelsen har været i gang længe, og adskillige medarbejdere fra Skat er blevet lært op hos politiet. Politiets medarbejdere fra motorkontorerne har fået tilbud om at blive ansat i Skat, og det har en del af dem taget imod.

- Vi forventer, at overdragelsen går stille og roligt. Vi har indtil videre kun fået positive tilbagemeldinger fra både Skat og motorkontorerne, siger kontorleder John Wraae Jørgensen fra motorsektionen i Rigspolitiets It og Tele.

Skat kører videre med det it-system, som politiet har brugt. Senere vil et nyt digitalt motorregistreringssystem blive taget i brug. I det findes data på alle de registrerede køretøjer, der er i Danmark.


Her kan du se, hvor dit nærmeste skattecenter ligger

Senest opdateret: 12. december 2007



 
Udskrevet d.
24-05-2012