I begyndelsen af september oprettede Rigspolitiets Nationale IT-efterforskningscenter, NITEC, en afdeling i Jylland som supplement til afdelingen i København.
Afdelingen, som kaldes NITEC Vest, er placeret på politigården i Randers, og her er 14 medarbejdere beskæftiget med at sikre og undersøge data fra alle de computere, mobiltelefoner, USB-nøgler, netværk og andre databærende medier, som politikredsene i Jylland og på Fyn konfiskerer og vil have undersøgt.
- Vi har oprettet afdelingen i Randers for at kunne yde en bedre service i forhold til politikredsene, siger politikommissær og leder af NITEC Søren Thomassen.
1. oktober blev vicepolitikommissær Niels Jørgensen fra Østjyllands Politi udnævnt som leder af NITEC Vest, og da blev de sidste fire medarbejdere også ansat.
På landsplan undersøgte NITEC sidste år 136 terabytes data, som politikredsene havde konfiskeret hos borgerne. En terabyte svarer til 1024 gigabytes, og er dermed en voldsom stor mængde data. Til sammenligning ville indholdet fra alle bøger på verdens største bibliotek i Washington fylde 20 terabytes, hvis de blev digitaliseret.