Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Nordiske hundeførere træner i Danmark

Ved at udnytte de nordiske politihundes kompetencer kan identificeringen af omkomne i katastrofeområder blive mere effektiv. Derfor er landene i denne uge samlet til en øvelse i Danmark

I denne uge er både danske, svenske og norske politihunde på øvelse i Danmark. Det sker for at optimere det nordiske katastrofeberedskab, hvor hunde kan sendes til katastrofeområder i hele verden for at lede efter overlevende og omkomne mennesker.

Dette er et foto fra en politihundeøvelse

Det er Rigspolitiets Nationale Politihundecenter og Politihundeskolen i Farum, der er vært for øvelsen, som foregår forskellige steder på Sjælland. Hundene og deres førere skal blandt andet træne i en ruin i Hedehusene, de skal søge i et meget vanskeligt fremkommeligt skovområde på Midtsjælland, og de skal lede efter nedgravede ligklæder i et klitområde i Nordsjælland. Desuden vil politiet træne i at bruge GPS, så søgningen kan kortlægges meget præcist.

Danmark stiller med to nedgravningshunde, som er trænede til både at finde overlevende, omkomne og mennesker, der er begravet i ruiner, sand og andet materiale, svenskerne har to lighunde med, og nordmændene deltager med tre såkaldte kriminalsøgshunde.

- Hvert land har særlige kompetencer, og med øvelsen skal vi lære at udnytte de kompetencer, vi har. Så vi skal se, hvordan vi hver især arbejder, så vi i et katastrofeområde på den måde kan spare tid, når vi leder efter folk. For hvis vi finder de omkomne hurtigt, betyder det utroligt meget for identifikationen og den efterfølgende efterforskning. Og når vi samler kompetencerne på denne måde, har vi et udrykningshold, der kan klare alt. Både søgning i ruiner og områder, der er ødelagt af naturkatastrofer, store arealer samt steder, hvor folk kan ligge begravet under store mængder sand, siger politiassistent Ivan Jensen fra Politihundeskolen.

Det er meningen, at katastrofeberedskabet skal kunne rykke ud med kort varsel. Derfor skal både hunde og førere konstant være vaccineret, så de kan arbejde i forskellige lande. Det er også planen at indlede et samarbejde med Beredskabsstyrelsen om lån af telte og andet udstyr i katastrofeområdet.

Sidst skandinaviske hunde var i aktion i udlandet, var efter tsunamien i Thailand.

Her kan du læse mere og se billeder fra den nordiske hundeøvelse  


 

 

 

 

 

Senest opdateret: 18. oktober 2007



 
Udskrevet d.
24-05-2012