Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Nordisk politi samarbejder om terrorøvelser

De nordiske lande har formaliseret samarbejdet om terrorøvelser. De skal fremover finde sted hvert andet år på skift mellem de fem lande

Terrorister og kriminelle er ofte ligeglade med landegrænser. Så hvis terrorister slår til, er det nødvendigt, at dansk politi har et godt kendskab til, hvordan nabolandenes politi er struktureret.

Derfor blev det på det seneste nordiske rigspolitichefmøde i Finland besluttet at formalisere samarbejdet om afholdelse af fællesnordiske terrorøvelser. De skal efter planen afholdes hvert andet år på skift i de fem deltagende lande, og de afholdes på ”papirniveau”.

Den første øvelse foregik i Gardermoen nord for Oslo i Norge i 2004 og havde arbejdstitlen ”Midgård”.

- Da var målet at få klarlagt status for det nordiske politisamarbejde i forbindelse med terror. Vi skal finde ud af, hvordan vi bedst muligt kan støtte hinanden, og vi skal kende hinandens ressourcer og kommunikationslinier, forklarer vicepolitiinspektør Jesper Grønbech, som er leder af Rigspolitiets Nationale Operations- og Beredskabscenter.

Den næste øvelse, ”Gimle,” mellem Norge, Sverige, Finland, Islands og Danmarks politi fandt sted i 2006 på Rigspolitichefens kursusejendom Avnø ved Vordingborg.

- Her videreførte vi samarbejdet fra 2004 under en stor øvelse med deltagelse af cirka 130 personer fra de fem lande. Og det har vist sig at give et mere effektivt samarbejde, når vi kender hinandens stabsstruktur, og også begynder at kende folk på det personlige plan rundt omkring i landene, siger Jesper Grønbech.

Den næste fællesnordiske terrorøvelse kommer til at foregå på Island i 2008.

 

Senest opdateret: 30. oktober 2007



 
Udskrevet d.
24-05-2012