Blod, spyt og hår fra mennesker har politiets patruljehunde kunnet snuse sig frem til i mange år. Men som noget nyt har de nu også lært at finde sæd på et gerningssted.
Rigspolitiets Kriminaltekniske Center læste om en hund fra det svenske politi, som kunne finde sæd, og derfor bad man den danske politihundetjeneste om at undersøge, om danske hunde kunne lære det samme.
- Da vi for et års tid siden fandt ud af, at de første to hunde lærte det hurtigt, påbegyndte vi træningen af de andre, siger leder af Rigspolitiets politihundetjeneste vicepolitiinspektør John Jensen.
Det er politiets såkaldte ”Gruppe 1-hunde”, altså de dygtigste patruljehunde, som er blevet trænet i også at finde sæd i forbindelse med efterforskningen af en forbrydelse. I alt drejer det sig om 35 schæferhunde og deres førere, og de er placeret rundt omkring i landets 12 politikredse.
Hundene anvendes som hjælpemiddel til at finde spor i sædelighedssager som voldtægt og blufærdighedskrænkelse.
- Grunden til, at det skal være Gruppe 1-hundene er, at det kræver stor erfaring og faglig dygtighed hos hund og fører for ikke at ødelægge sporet, siger John Jensen og tilføjer, at selve træningen på sæd svarer til træningen på blod og spyt.