I næste uge har mange nyudklækkede skoleelever første skoledag, og det betyder mange små og urutinerede børn på vejene omkring landets skoler. Derfor vil politiet traditionen tro holde ekstra øje med skolevejene fra den 13. til den 24. august.
Politiets erfaring fra tidligere års ”Skolekampagner” viser, at mange bilister har så travlt med at bringe deres egne børn sikkert i skole, at de glemmer at passe på de andre børn, der også er på vej til skole.
Sidste år kunne politiet på kun to uger konstatere over 6.000 hastighedsovertrædelser ud for skolerne eller på skoleveje. Og ikke mindre end 155 bilister fik et ”klip” i kørekortet, fordi de ikke havde spændt børn i bilen forsvarligt fast med sikkerhedssele eller andet godkendt udstyr.
Derfor vil politiet igen i år ved hjælp af manuelle kontroller og Automatisk Trafik Kontrol (ATK) i de kommende uger sætte massivt ind over for de trafiksyndere ved skolerne, der kører for stærkt, som ikke spænder børn ordentligt fast i bilen, eller som selv glemmer at bruge sikkerhedssele.
Politiet vil desuden fokusere på, om bilisterne respekterer skolepatruljernes arbejde, om de tager hensyn til andre børn på vejen, og om de parkerer hensigtsmæssigt, når børnene bliver afleveret ved skolen.