- Han har nok gemt pengene på en udenlandsk konto.
Sådan tænker mange om kriminelle, der dømmes for alvorlig kriminalitet, men hvor udbyttet er forsvundet. Både politi og anklagemyndighed mistænker en række kriminelle for at bruge udbyttet fra kriminalitet til køb af luksuriøse villaer, biler og både. Det vil en ny sporingsgruppe under statsadvokaten forsøge at sætte en stopper for.
- Kriminelle, der efter udstået straf bruger udbyttet fra deres kriminalitet, skal ikke vide sig sikre. Den nye sporingsgruppe er i gang med konkrete sager, og den vil fastholde presset på de kriminelle, der tror, at de kan betale for et liv i luksus med penge tjent på kriminalitet. I de kommende måneder vil vi i samarbejde med kredsene udarbejde en liste med relevante personer og lave en slags prioriteret ’most wanted list’, siger statsadvokat Jens Madsen fra Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (SØK).
Sporingsgruppen skal efterforske pengesporet i sager om kompliceret økonomisk kriminalitet og samtidig assistere ved den finansielle efterforskning af sager, der behandles i politikredsene som kvindehandel, illegal arbejdskraft, rufferi, menneskesmugling, våbensmugling og narkokriminalitet, altså sager der forbindes med stort økonomisk udbytte.
Flerårsaftalen for 2007-2010 for politiet og anklagemyndigheden har muliggjort den tværfaglige enhed hos SØK, som skal stå for sporing, beslaglæggelse og konfiskation af kriminelt udbytte.
Med oprettelsen af Sporingsgruppen har Danmark valgt at følge den internationale tendens om øget fokus på, at udbyttet fra kriminalitet spores, beslaglægges og konfiskeres, så det sikres, at de kriminelle ikke har mulighed for at nyde udbyttet af kriminaliteten. En række lande har således allerede oprettet særlige sporingsenheder.