I sidste uge holdt politiet målrettet spritkontrol i hele landet. Det resulterede i, at 115 måtte lade bilen, motorcyklen eller knallerten stå, efter at de havde blæst alkometeret op over 0,5 promille og blev sigtet for spirituskørsel.
92 af dem kørte bil eller motorcykel, 3 kørte stor knallert, og 20 kørte spirituskørsel på lille knallert.
I alt standsede politiet 8256 trafikanter og skrev 1399 lovovertrædelser. Deriblandt var der 28, som ikke måtte køre bil, da de havde fået frakendt kørekortet. 54 havde slet ikke taget et kørekort, og 6 manglede bevis til at køre lille knallert.
549 havde glemt at få sikkerhedsselen på, og 18 af dem kan også forvente at få et klip i kørekortet, da børn i bilen ikke var spændt fast.