I løbet af i dag mandag fik en række våbenimportører og -eksportører i Danmark besøg af politiet. Det skete som led i en koordineret kontrol, som skulle afdække, om der foregår illegal import eller eksport af skydevåben under dække af legal virksomhed.
Virksomhederne er udvalgt af politiet i samarbejde med Skat, og ved udvælgelsen er der blandt andet lagt vægt på mængden og arten af de skydevåben, der importers eller eksporteres.
Illegale skydevåben kan ikke registreres på lovlig vis, og de er som udgangspunkt stjålet eller ulovligt importeret. En del våben - for eksempel signalvåben eller gaspistoler - er ikke lovlige ifølge de danske regler, selv om de kan købes legalt i flere andre lande.
Derfor har politiet under kontrollen især lagt vægt på, om de tilstedeværende våben var korrekt registreret og i overensstemmelse med de tilladelser, der findes.
Kontrolaktionen er en del af projekt Crossfire II, som politisamarbejdet Baltic Sea Task Force står for, og kontrollen har derfor også fundet sted i Norge, Sverige og Finland.